7. maj 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Tølløsebanen: Det handler om mennesker

Region Sjælland kommer til at mangle penge til kollektiv trafik. Derfor overvejer man at nedlægge Tølløsebanen. Men banen handler om meget mere end penge. Den handler om mennesker og om livet i lokalsamfundene omkring den. Derfor er det afgørende, at den ikke lukkes.

Jeg har selv taget turen fra Tølløse til Slagelse og tilbage igen for at se, fornemme og snakke med passagererne. Og den tur gjorde mig endnu mere bevidst om, hvad der er på spil for dem, der bruger banen.

Borgerne i Store Merløse, Stenlille og Ruds Vedby – for bare at nævne nogle stykker – bruger nemlig banen, når de skal i skole, på arbejde, besøge venner og familie. Derfor kan en lukning i sidste ende betyde, at nogle familier må forlade lokalsamfundene for at flytte til større byer og tættere på skole og arbejde.

Det betyder også, at nogle af de mindre skoler, biblioteker og dagligvarebutikker i de små byer kan være nødt til at lukke – vi kender historien. Tilmed har det stor betydning for virksomhederne i området, at de mange pendlere der bruger banen skal finde alternativer.

Banen binder området mellem Tølløse og Slagelse sammen. Og den sammenhængskraft kan ikke gøres op i penge. Problemet er, at regioner i fremtiden ikke vil få tilskud efter, hvor mange jernbanekilometer, de har. Region Sjælland har rigtig mange og kommer derfor til at mangle penge. Det vil jeg som lokalt folketingsmedlem og som formand for Trafikudvalget arbejde for at få lavet om.

For det er altså ikke blot et spørgsmål om en jernbane og dens overlevelse. Det er et spørgsmål om en række lokalsamfund og deres overlevelse. Derfor er det så afgørende, at Tølløsebanen – der ellers har 114 år på bagen – lever videre i Vestsjælland.

Venlig hilsen
Rasmus Horn Langhoff, MF (S)

Formand for Folketingets Transportudvalg
og Socialdemokraternes ligestillingsordfører

3 thoughts on “Læserbrev: Tølløsebanen – Det handler om mennesker

  1. @Allan så burde det meste af Danmarks tog og busser nedlægges, da de fleste, hvis ikke alle, får tilskud og ikke kan køre rundt uden…

Comments are closed.