19. maj 2024

12 kommunaltansatte “fælles-skabere” skal fremover være de centrale i et en ny dialogmodel, som Holbæk Kommunes demokratieksperimentarium har arbejdet med i det seneste års tid.

Den nye model skal skal erstatte de halvårlige dialogmøder, hvor en håndfuld byrådspolitikere tog på besøg i hvert enkelt lokalområde. Den nye model rummer ifølge en pressemeddelelse fra Holbæk Kommune “forskellige muligheder for dialog og samarbejde – ikke alene med lokalfora, men med alle borgere, virksomheder og foreninger”.

– Det har været afgørende for os skabe en model, som kan rumme alle de forskellige typer frivillige og ildsjæle, vi har i vores kommune, fordi alle skal have mulighed for at være med til at skabe de liv og samfund, de drømmer om. Vi oplever, at der er vidt forskellige behov og ønsker, og det har vi forsøgt at tage højde for med den mere fleksible model, forklarer Michael Suhr, der er formand for Demokratieksperimentariet.

Centralt i den nye model er de 12 såkaldte “fælles-skabere”, som er medarbejdere fra hele kommunen. De skal fungere som sparringspartnere og vejvisere i den kommunale organisation.

– Når man henvender sig til os, tager vi en snak om ønsker, behov og muligheder, og så hjælper vi de pågældende videre. Måske kan borgerne selv løbe med bolden, måske skal de i dialog med politikere eller andre medarbejdere. Eller måske er fælles-skaberne med til at udvikle idéen. Det afklarer vi sammen, og så hjælper vi dem videre med henvendelsen på den rette måde, fortæller Lotte Rømer Grove, der er koordinator for fælles-skaberne.

– Med den nye dialogmodel er det gjort endnu tydeligere, at initiativet til dialog og samarbejde kan komme fra både borgere, foreninger, virksomheder, politikere og medarbejdere. Og at alle parter både har lov til og ansvar for at inddrage og samarbejde med hinanden, forklarer Lotte Rømer Grove.

Som eksempler på ting den nye fælles-skaber kan bruges til nævnes mulighed for at booke en politiker, invitere en medarbejder på besøg eller få støtte til et lokalt initiativ.

Der er knyttet en fællesskaber til hvert lokalområde, og de erstatter de tidligere frivillighedskoordinatorer og lokalforumkonsulenter.

Fælles-skaberne er i løbet af februar på rundtur sammen med politikerne fra kommunens demokratieksperimentarium.

2 thoughts on “Fælles-skabere skal være centrum for dialog

  1. Sådan noget kaldes også “Gammel vin på nye flasker”.

    Men det er da interessant at disse “fælles-skabere” skal på rundtur sammen med politikere. Da de jo vil skabe dialog med borgerne, ville jeg da gerne vide, hvornår de kommer her hos os – så jeg kan have kaffen klar !

    Hvor kan jeg finde oplysninger om TOUREN ???

  2. UPS – Kære kommune !
    UPS til demokrati !

    Lige da jeg havde skrevet kommentaren ovenover tænkte jeg, at jeg hellere måtte se, om der monstro var lagt noget på Holbæk Kommunes hjemmeside. Og det var der sandelig 🙂

    Og efter tekst og en fin dialogmodel var der sandelig noget om Touren. Jubii.

    Men så UPS – opslaget var sat på d. 10.2.2015 – og herregud kære formand Michael Suhr eller måske koordinator Lotte Rømer Grove, så var to af møderne allerede afholdt (hhv. 3. februar og 5. februar) og de 2 næste møder d. 16. februar og 17. kan man heller ikke komme til, fordi man skal tilmelde sig 1 uge før mødet.

    Så jeg håber, at I har hygget jer og vil hygge jer i næste uge ????

    Dette slår vist alle rekorder for fup og fiduser om såkaldt DEMOKRATI i Holbæk Kommune.

Comments are closed.