Lokalpolitiet i Holbæk vil gerne høre fra personer, som kan have bemærket en mand med grønt hår ved Vandtårnsstien i Holbæk mellem SuperBrugsen og Slotsparkens Børnegård tirsdag aften.
Politiet fik ved 10-tiden torsdag formiddag en henvendelse fra en mor til en 11-årig pige og hun fortalte, at datteren tirsdag aften ved 19.30 på Vandtårnstien var blevet tiltalt af en fremmed mand, der pludselig dukkede op bag hende. Manden havde sagt til pigen, at hun skulle passe på, idet han ville overfalde og måske krænke hende.
Pigen tog sin telefon frem, hvorefter manden løb mod villavejene i området.
Manden beskrives som: mand, dansk af udseende, 30-40 år, 185-190 cm høj, kraftig af bygning, mellemlangt hår, der var farvet grønt, måske iført et tørklæde for munden, sort hue med bamsemærke foran, åbenstående sort jakke, sort hættetrøje, sorte joggingbukser og blå sko. Han talte dansk.
Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området i tirsdags, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.