22. november 2024

Tirsdag aften kort efter klokken 20.30 fik politiet en anmeldelse om tyveri af en hårtørrer fra det offentlige toilet på rastepladsen Møllekrogen på Skovvejen.

Tyveriet var sket et par timer tidligere, og efterforskning i sagen førte politiet til en adresse i Kalundborg, hvor politiet traf en 27-årig mand fra Jerslev Sj. og hans bil.

I mandens bil fandt politiet den stjålne hårtørrer, der havde en værdi af ca. 16.000 kr. Den 27-årige blev derfor sigtet for tyveri af hårtørreren, ligesom politiet også sigtede den 27-årige for et andet tyveri. Det viste sig nemlig, at hans bil var forsynet med stjålne nummerplader, fordi bilen slet ikke var registreret og forsikret.

Da den sigtede havde kørt i bilen i forbindelse med tyveriet, blev han også sigtet for kørsel i en uindregistreret bil uden ansvarsforsikring, ligesom han også blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han var frakendt førerretten.

Den 27-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.