22. november 2024

Socialistisk Folkeparti i Holbækkredsen har opstillet Bente Juul Röttig som kandidat til Folketinget.

Socialrådgiver Bente Juul Röttig, der bor i Søndersted ved Undløse, er kendt fra facebook-gruppen Hovsa! Holbæk og hun har fungeret som bisidder og det er noget der har åbnet hendes øjne:

– At være bisidder for borgerne i netværket “Hovsa, Holbæk” har været en vigtig inspiration og baggrund for, at jeg nu stiller op til Folketinget for SF.
Dette frivillige arbejde har givet mig en unik indsigt i mange borgeres svære vilkår og i den sagsbehandlingskultur, som både er dyr for kommunen og dårlig for borgerne. Jeg vil derfor fortsat kæmpe for, at Holbæk Kommune bliver en borgernær og social retfærdig kommune, siger Bente Juul Röttig.

– Velfærden skal ikke kun sikres for den store del af vælgerne, som kan klare sig selv. Vi skal også sikre tilstrækkelige midler og en rettidig individuel indsats til borgere, som på grund af ledighed,sygdom, handicap eller andre problemer, er helt afhængig af fællesskabets støtte. En indsats som kan forbedre deres muligheder for at vende tilbage til et arbejde, men også sikre et godt hverdagsliv med økonomisk tryghed for de der ikke kan arbejde.

Bente Juul Röttig vil være med til, at virkeligheden udenfor Christiansborgs tykke mure også kommer ind i Folketinget:

– Generelt er det min opfattelse, at der er for langt mellem de centrale politiske intentioner, den kommunale praksis og borgernes reelle muligheder for at få den nødvendige støtte til at komme ud af kontanthjælpssystemet – og hvis jeg bliver valgt, vil jeg være med til at sikre, at den virkelighed, der er uden for Christiansborg, bliver direkte repræsenteret i Folketingssalen og at Folketinget tager medansvar for, når en lovgivning ikke virker i praksis, slutter SFs nye kandidat.