22. november 2024

Mandag aften var der dialogmøde på Holbæk Teater – emnet var Holbæk på bistand, et emne som er højaktuelt efter DR1s programserie Blok på bistand.

På mødet blev der udtalt stor kritik af Holbæk Kommune. Kritikken gik bl.a. på, at kommunen behandler folk respektløst, at der kigges mere på regler end folks behov, at sagsbehandlingstiderne er for lange, manglende restsikkerhed og, at kommunen har stor mistro til sine borgere og derfor bruger meget energi på at kontrollere borgerne, i stedet for at hjælpe og vejlede.

Og byrådspolitikerne erkendte over en bred kam, at kritiken nok ikke var helt ved siden af.

Pernille Kruse (V), der er formand for Voksenudvalget, lovede at det fremover vil være mennesket, som er i centrum. Det vil ske i forbindelse med en ny praksis, som kommunen har indført med årsskiftet.

Pernille Kruse lovede også, at der nu kommer jobs til de arbejdsløse efter Holbæk har afskaffet dækningsbidraget. Ikke alle var enige med Pernille Kruse. Bl.a. mente Enhedslistens Leif Suhr , at man i stedet skulle satse på offentlige arbejdspladser.

Holbæk Kommune har i de seneste år haft flere mindre heldige sager i pressen bl.a. om “Sharia-afgørelser”, kontrolgruppe, systematisk overvågning og mistænkeliggørelse af enlige mødre m.m. Om sagerne bliver færre vil den kommende tid vise. Men en ting kan Holbæk Kommune og byrådspolitikerne være sikre på: De vil blive fulgt tæt af bl.a. netværket Hovsa Holbæk.

1 thought on “Go’ Dialog på teatret: Kommunen behandler borgerne respektløst

Comments are closed.