Der er lagt op til en hyggelig juleeftermiddag når de historiske bygninger på Brorfelde Observatorium bliver åbnet med masser af sjove aktiviteter lørdag d. 13. december.
Brorfelde Observatorium byder på aktiviteter, som kræver, at man tør give nysgerrigheden plads – dog på den helt stille og julehygge-rolige måde.
Fra Værkstedsbygningen og hele vejen op til kuplerne vil der være julestemning og åbne døre, som blandt andet byder på børneaktiviteter om sne, is og kulde, fejring af Tycho Brahes fødselsdag, galleri og julemarked.
– Med Jul på Brorfelde håber vi på at skabe en tilbagevendende tradition, hvor hyggelige juleaktiviteter får følgeskab af sjove, videnskabelige værkstedsforsøg. I år er vi særligt glade for den store lokale opbakning fra foreninger, som sørger for, at husene på Observator Gyldenkernes Vej er fyldt med liv i dagens anledning. Endelig er det en stor fornøjelse, at Brorfeldes Vennekreds afholder det særskilte foredragsmarathon til det voksne publikum i meridiankredsen, siger leder af Brorfelde Observatorium Julie K.L. Bouchet
På Observator Gyldenkernes Vej nummer 15 kan man f.eks. blive udfordret af helt nye måder at lave julestjerner på, når Holbæk Billedskole holder julestjerneværksted. Der er stjerner til alle aldre!
I nr. 9 kan man møde Strøgkunst fra Tølløse, som udstiller deres flotte billeder.
Og ingen Jul på Brorfelde uden også at kunne se et par berømte steder fra julekalenderen Julestjerner, som blev vist på DR i 2012. Du skal selvfølgelig se kikkerten, hvor Bob og Sus så den mystiske stjerne og gå en tur ud i nissernes rumskib, som i virkeligheden er et stort flot kikkerttårn.
Pop-up planetarium
Kroppedal Museum tager deres oppustelige planetarium med og inviterer til en rejse op i stjernehimlen. Her kan man oplever stjernerne og planeterne på en ny måde. Lars Occhionero fra Kroppedal Museum guiderde besøgende igennem en digital rejse i universet, mens der taler om stjernerne, lander på en planet og ser vores galakse udefra.
Mini-planetariet kører forestillinger klokken (begrænsede pladser):
11.00, 11.30 og 12.00
13.00, 13.30 og 14.00
15.00 og 15.30.
Info:
Jul i Brorfelde
Dato: Lørdag d. 13. december 2014, kl. 11 – 16.
Sted: Observator Gyldenkernes Vej, 4340 Tølløse
Billetter koster 50 kr. og kan købes på Brorfelde.dk.
Billetter til Brorfeldes Vennekreds arrangement koster 125 kr. og købes via foreningens hjemmeside Brorfelde.eu