Den tidlige indsats hos børn skal opprioriteres. Derfor får børnehusene nu en pose penge til at skabe mere kvalitet, så flere børn kan trives bedre og lære mere.
Der skal investeres i fremtiden. Derfor har byrådet valgt at opprioritere Kommunes dagtilbud. Partierne bag budgetaftalen har næste år sat seks millioner kroner ekstra af til dagtilbudsområdet. Det beløb stiger til ti millioner kroner i 2016 og 20 millioner kroner i 2017.
Udvalget for Børn har besluttet, at pengene i 2015 fordeles mellem distrikterne, i forhold til hvor mange børn der er indskrevet. Det vil ifølge formanden for Udvalget for børn, Lars Dinesen, betyde, at børnehusene får bedre mulighed for at skabe kvalitet i hverdagen:
– De ekstra penge kommer til at kunne mærkes. Børnehusene får nu mulighed for at bruge penge og tid til målrettede indsatser, der kan gøre, at de små trives og lærer mere. Det har tidligere været sværere for børnehusene at gennemføre målrettede læringsforløb på grund af mangel på tid og hænder, siger Lars Dinesen.
En investering, der forebygger
I en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) lyder konklusionerne, at blandt andet mere tid til at interagere med barnet kan have en afgørende positiv effekt. Barnet klarer sig bedre i livet, udvikler et mere positivt syn på sig selv og får en bedre uddannelse.
– Endnu flere unge i Holbæk Kommune skal klare sig godt i folkeskolen, så de kan tage en ungdomsuddannelse. Ved at prioritere tidlige indsatser hos de små laver vi en målrettet investering i fremtiden. De tidligere indsatser vil netop give flere børn de forudsætninger, der skal til for at gennemføre folkeskolen og tage en ungdomsuddannelse, siger Lars Dinesen.