22. november 2024

I eftermiddag danner Eksercerpladsen på kasernen i Holbæk rammen om Frivillig Fredag. Her kan man møde forskellige foreninger og andre frivillige.

– Frivillig Fredag er en mulighed for at anerkende de mange timers arbejde, frivillige giver alle os andre i gave. Samtidig kan de frivillige selv vise alt det, de kan, og måske kapre nogle nye medlemmer eller ildsjæle, siger Emrah Tuncer, der er formand for Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune.

Der vil være noget for enhver smag på Kasernen. For eksempel kan børnene få sminket et drabeligt sår af samaritterne fra Røde Kors i Tølløse. Forældrene kan for deres del høre om Natteravnenes arbejde med unges sikkerhed i nattelivet.

De musikalske bidrag står blandt andre koret Visible Voices og den mandlige acapella-gruppe Midnight Sailors for. Beredskabsforbundet sørger for lidt mundgodt til de fremmødte.

Som en del af programmet vil Frivilligrådet også afsløre, hvilke projekter, de har valgt at støtte fra Aktivitetspuljen. Udover de mange spændende projekter er der her helt op til 150.000 kroner i spil.

Jens Albagaard, der leder FrivilligCenter Holbæk, benytter desuden lejligheden til at igangsætte en ny kampagne, der skal sende en god omgang anerkendelse i de frivilliges retning.

– Det er vigtigt at gøre opmærksom på de mange mennesker i vores samfund, som vælger at yde en frivillig indsats. Navnet på kampagnen er ‘Sig tak til de frivillige’, og det er lige nøjagtigt det, vi har tænkt os at gøre. Men nøjagtigt hvordan, må man vente og se, siger Jens Albagaard.

Det hele foregår mellem klokken 15 og 18.

Programmet for Frivillig Fredag
Klokken 15.00 Åbning v/ Emrah Tuncer, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Holbæk Kommune

Klokken 15.30 Underholdning i teltet

Klokken 16.00 Uddeling af bevillinger fra Aktivitetspuljen

Klokken 16.30 Underholdning i teltet

Klokken 17.00 Ny kampagne: Sig tak til de frivillige

Klokken 17.15 Visible Voices synger i teltet

Klokken 17.30 Midnight Sailors synger i teltet

Klokken 18.00 Vi lukker pladsen