9. maj 2024

Sine Agerholm. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.

Formanden for Udvalget for arbejdsmarked, Sine Agerholm (S) gør opmærksom på, at man også i fremtiden vil blive mødt med krav om at flytte til en billigere bolig, eller miste støtte. Den billigere bolig skal dog fremover findes inden for kommunegrænsen. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Formanden for Udvalget for arbejdsmarked, Sine Agerholm (S) gør opmærksom på, at man også i fremtiden vil blive mødt med krav om at flytte til en billigere bolig, eller miste støtte. Den billigere bolig skal dog fremover findes inden for kommunegrænsen. Arkivfoto: Jesper von Staffeldt.
Som vi skrev i går, så har Udvalget for Arbejdsmarked droppet kommunens praksis med at anvise kontanthjælpsmodtagere en bolig i en anden kommune, hvis huslejen er billigere.

Det er en praksis som ellers har eksisteret i kommunen siden 2013. Men efter medierne i de seneste dage har skrevet hvordan Holbæk Kommune anviser lejligheder i andre kommuner til kontanthjælpsmodtagere, blev sagen onsdag taget op på et møde i Udvalget for Arbejdsmarked. Her blev det vedtaget, at stoppe med at kigge på huslejer i andre kommuner, når man beregner boligstøtten.

Men kommunen vil stadig stille krav om, at borgere på kontanthjælp skal flytte til en billigere bolig – eller gå ned i boligstøtte. Det fortæller formanden for Udvalgets for Arbejdsmarked, socialdemokraten Sine Agerholm:

– Når man får kontanthjælp, vil man på mange måder skulle indrette sig på en lavere indkomst. Det gælder også i forhold til den bolig, man har. Når kommunen gennem længere tid har ydet en særlig støtte til boligen, så kan det også i fremtiden føre til et krav om at finde en billigere bolig eller miste støtten. Men den billigere bolig skal altså findes, og den skal ligge i egen kommune, så man kan fastholde sit netværk, siger Sine Agerholm.

Det er som hidtil op til borgeren selv, om man vil flytte eller ej. Vælger man ikke at flytte, bliver støtten beregnet ud fra den billigere bolig.