6. maj 2024

Fire litauiske mænd blev torsdag morgen anholdt og løsladt igen få timer senere.

Onsdag morgen kloken 08.30 anmeldte en politimand, som i sin fritid var på motionscykeltur, at to udenlandske køretøjer holdt på en P-plads ved Munkholmbroen.

Han “genkendte” det ene køretøj som et køretøj, som opmærksomme borgere flere gange tidligere havde bemærket udvise mistænkelig kørsel flere steder i politikredsen og derfor underrettet politiet herom.
Et par af hans kollegaer, som var på arbejde, kørte til stedet og traf fire litauiske mænd på 27, 32, 33 og 34 år ved to biler med litauiske nummerplader. Da de ikke umiddelbart kunne redegøre for grundlaget for deres gøremål og ophold i Danmark, blev alle fire anholdt til nærmere undersøgelse af deres identitet og grundlaget for deres ophold i Danmark.

De blev dog alle fire løsladt først på erftermiddagen, da deres identitet var kontrolleret, og politiet ikke kunne finde grundlag for at indlede efterforskning eller udsende dem af Danmark efter reglerne i udlændingeloven.

Anholdt igen i Kalundborg
Men friheden varede ikke så længe, for de fire litauiske mænd. De blev nemlig anholdt igen få timer senere.

For klokken 22.15 kontaktede en politimand i sin fritid politiet, fordi han og årvågne naboer havde bemærket en udenlandsk bil holde parkeret på Vagtelvej i Kalundborg, og fire mænd var i området set komme ud fra en privat adresse.

Politiet kom hurtigt til stedet med flere patruljer og fik i området kontakt med både bilen med litauiske nummerplader og to mænd – de to på 32 og 34 år.

De to andre mænd, som beboerne og politiet mistænkte for at være sammen med de nu tilbageholdte, var forsvundet fra området.

Politiets hundepatrulje fulgte herefter et ca. 500 meter langt spor via stier, gennem villahaver til et grønt område, hvor de to mænd på 27 og 33 år forsøgte at gemme sig i et buskads.

Alle fire blev anholdt som mistænkte for berigelseskriminalitet, og politiet ransagede deres bil og nogle rygsække, som de flygtede medbragte. Politiet fandt bl.a. computerudstyr, en mobiltelefon og smykker, som de nu anholdte ikke kunne redegøre for.

Ved en foreløbig efterforskning af tyvekosterne viste det sig, at mobiltelefonen kunne relateres til en adresse, hvor der var begået indbrud ved at bryde et vindue op og efterfølgende rode alt igennem på stedet. Beboeren var ikke hjemme, hvorfor politiet ikke ved, om alle tyvekoster stammer derfra eller fra andre gerningssteder.

De fire er blevet sigtet for indbrud.