En 19-årig mand fra Jyderup var passager i en bil, som i nat kørte galt efter at være stukket af fra politiet.
Uheldet skete klokken 02.01 i krydset Gl. Sorøvej-Dyssevej ved Ubby ved Kalundborg.
Politiet havde bemærket personbilen ved Hvidebæk-hallen i Ubby og gerne ville kontrollere føreren og køretøj, men bilens fører kørte fra politiet ad små veje via Kærby og Rørby med højere hastighed end tilladt frem til ulykkesstedet, indtil bilen kørte galt i krydset Gl. Sorøvej-Dyssevej.
Her kunne politiet anholde føreren – en 24-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg – samt to passagerer – en 20-årig mand fra Jyderup og en 19-årig mand fra Jerslev.
Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at den var forsynet med nummerplader fra et andet køretøj.
Betjentene skønnede at bilens fører var påvirket af narkotika, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ved afhøringen blev føreren sigtet for kørsel i narko-påvirket tilstand og uden førerret og flere andre overtrædelser af færdselsloven begået under biljagten og for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed. På grund af sagen om kørsel uden førerret valgte politiet at beslaglægge personbilen med henblik på senere konfiskation ved et retsmøde, som den sigtede fører vil blive indkaldt til senere. De to passagerer blev afhørt uden sigtelse, og alle tre anholdte blev løsladt efter afhøringerne i sagen.