25. april 2024

Kritikken hagler ned over arrangementet "Holbæk i Krig" der beskyldes for at tegne et alt for positivt billede af danske SS-soldater. Billedet her er fra besættelsen af Nyvang i 2011. Foto: Rolf Larsen.

I pinsen vil tyske soldater igen besætte Andelslandsbyen Nyvang. Billedet her er fra besættelsen i 2011. Foto: Rolf Larsen.
I pinsen vil tyske soldater igen besætte Andelslandsbyen Nyvang. Billedet her er fra besættelsen i 2011. Foto: Rolf Larsen.
Fredag d.6. juni er det nøjagtig 70 år siden en vigtig begivenhed fandt sted under 2.verdenskrig. Ikke at krigen startede eller sluttede, ej heller Danmark blev besat eller befriet, men derimod at de Vestallierede gik i land i Normandiet, og dermed aflastede russerne i kampen mod selv i 1944 – efter Stalingrad – en formidabel og effektiv tysk militærmaskine.

Danske soldater og især søfolk deltog i invasionen, hvilket fejres i Normandiet, hvor bl.a. Hendes Majestæt Dronningen deltager.

I den kommende weekend står Holbæk by og Andelslandsbyen i besættelsens tegn – eller Holbæk by, er måske så meget sagt. For det er egentlig kun Andelslandsbyen som deltager – med lidt hjælp fra teateret Fair Play, der får mulighed for at sætte successen Chlodnagaden nr. 33 op igen – i Andelslandsbyen og fra Holbæk Teater samt nogle skoleelever, som har lavet nogle skulpturer om “frygt”

Udover et optog og nogle få indslag på Havnen i Holbæk, så foregår alt i Andelslandsbyen og f.eks. deltager Holbæk Museum ikke med nogen særudstilling om besættelsestiden eller lignende.

Og som historisk interesseret kan man undre sig over, hvorfor dette stort anlagte arrangement skal “fyres af” i år. Har arrangørerne af “Holbæk i krig” mon trykket forkert på lommeregneren, for jeg kan kun få 2014 til 74 år efter Danmark blevet besat og 69 år efter Danmarks befrielse. Hvis man i stedet havde ventet til næste år – så ville det være henholdsvis 75 og 70 år – og det er da bestemt noget at fejre.

Jeg er ikke den eneste som måske finder det en smule mærkværdigt, at sætte alle sejl i år.

Holbæk Museums leder Karen Munk-Nielsen fortæller til Holbaekonline.dk:

– Museet deltager ikke i arrangementet på anden vis, end at vi udstiller nogle illegale blade fra besættelsesårene samt materiale fra ”den forkerte side” i vores montrer i Klosterstræde 18. Museet vil derimod markere krigen til næste år, hvor der er jubilæum.

Men hvad skete der i Holbæk?
At det lige skal holdes i Holbæk by, kan man også undre sig over. For skal man være helt ærlig – så skete der jo ikke ret meget i Holbæk by under besættelsen – præcis som i størstedelen af landet uden for de store byer.

Al “action” skete i Holbæks opland: F.eks. sprængte sprængte modstandsbevægelsen en tysk pejlestation i luften i Vipperød, i Tølløse blev en sæbefabrik sprunget i luften ved en såkaldt Schalburgtage, I Tveje Merløse styrtede et engelsk bombefly ned den 23. januar 1943 og den 5 maj 1945 blev en af krigens værste terrorister Henning Brønnum arrestreret på Mørkøv station. Han blev senere – helt velfortjent – dødsdømt ved alle tre retsinstanser, og henrettet ved skydning på 2. redan på Bådmandsstræde kaserne, det nuværende Christiania.

Frikorps Danmark hvervemøde i Nyvang. Frikorpset havde historie i Holbæk - dets første leder, oberstløjtnant i artilleriet Christian Peter Kryssing, var chef for artilleriregimentet i Holbæk. Foto:  Rolf Larsen.
Frikorps Danmark hvervemøde i Nyvang. Frikorpset havde historie i Holbæk – dets første leder, oberstløjtnant i artilleriet Christian Peter Kryssing, var chef for artilleriregimentet i Holbæk. Foto: Rolf Larsen.

Om besættelsestiden i selve Holbæk by er der bl.a. at fortælle, at 9.april 1940 drog dele af Holbækgarnisonen til Helsingør for at sejle til Sverige, som man fejlagtig troede også var i krig med Tyskland. Men Sverige var neutral, og vore soldater blev derfor interneret og returneret til Danmark kort tid efter.

Og tyskerne havde ikke hastværk med at besætte Holbæk kaserne, de kom først dagen efter.

Det der mest forbinder Holbæk med besættelsen er “Frikorps Danmark” – danskere som gik i tysk tjeneste for kæmpe på tysk side på Østfronten. Dels havde de et hvervekontor i byen, men i sær fordi den første leder af Frikorpset hed oberstløjtnant Kryssing og han var stationeret ved Holbæk Garnisonen på Holbæk Kaserne.

Kryssing nåede dog ikke at komme i kamp på Østfronten, men på grund af intriger blev han frosset ud af korpset inden de kom i ilden. Han havde den “fejl”, at han ikke var nazist , men kun var en stærk national-konservativ officer af den gamle skole. Han nåde senere at blive artillerigeneral i Waffen SS.

Frikorpset fik sin ilddåb i 1942 i Demjanskkedlen og her var meget hårde kampe med Russerne, som kostede mange døde. De danske frivillige på Østfronten regnedes af tyskerne som nogle af de bedste soldater på Østfronten. Herhjemme var de meget forhadte, især dem som efter krigsindsatsen trådte ind i Schalburgkorpset og endnu værre Hipokorpset hjemme i Danmark.

Modstandskampen kom relativ sent i gang i Holbæk dog med én undtagelse: I maj 1943 forsøgte modstandsorganisationen BOPA (tidl. KOPA) at gennemføre en sabotage mod Holbæk Hørskætteri. Herunder kom det til kamp med sabotagevagterne, sabotagen måtte opgives, og sabotørerne måtte flygte ned til Holbæk fjord hvor de fandt en pram som de sejlede ind til Holbæk havn, hvorfra de satte kursen nordpå i en lystsejler og landede ved Jægerspris. Fire af modstandsfolkene gik i land – jagtet af det danske politi – en blev tilbage på båden, og skøder sig selv. Han blev BOPAs første dødsoffer. Kort før krigen sluttede blev et tankanlæg saboteret i Holbæk havn, på et tidspunkt hvor tyskerne desperat manglede benzin til fly og kampvogne.

Men som sagt; alt i alt forløb det som tidligere beskrevet meget fredsommeligt i Holbæk, som i størstedelen af det øvrige Danmark. Et godt billede på livet for de tyske soldater giver en radioreportage med den fremragende journalist Hans Skårup i udsendelsen: Jul i Danmark under besættelsen. Hans Skårup besøgte nogle tidligere soldater i Wehrmacht i Berlin, som havde tilbragt en tid i Danmark under besættelsen på en bondegård i Nordjylland. En af soldaterne fortæller i udsendelsen, at de en juleaften i 1944 blev inviteret ind hos den danske familie for at nyde juleand og flæskesteg, man sang med på julesamlerne og bagefter havde de tyske soldater givet gaver til børnene på gården . Ikke uden grund kaldte tyskerne Danmark for flødeskumsfronten (Zahne-front).

Spændende at se hvordan man her i weekenden under “genbesættelsen” finder balancen mellem underholdning og historisk virkelighed.

Nogle af de ting man kan opleve er genbrug fra tidligere arrangementer i Andelslandsbyen , andre er helt friske. På Lokalkanalen (samme sted som tegnsprogskanalen sender)- kan du grundlovsdag – tordag d. 5. juni kl.8.30 – opleve at Andelslandsbyen besættes og befries på en dag, og også opleve en utrolig godt spillende aktør i SS-uniform kommandere rundt med mere eller mindre uskyldige danskere.

Klummen er udtryk for forfatterens mening og ikke nødvendigvis udtryk for Holbaeoknline.dks mening. Har du lyst til at skrive en klumme? – så kontakt Holbaekonline.dk på info@holbaekonline.dk.

2 thoughts on “Klumme: Holbæk i Krig – et år for tidligt?

  1. Jubilæum eller ej: Det bliver med garanti et stort og flot arrangement, der er værd at se. Samtidig kan det bruges til at glæde sig over, at vi bor i et land med fred og ro. Ganske få timers flyvning herfra ser det ganske anderledes ud. Fred og demokrati er ikke en selvfølge.

  2. Enig i det virker lidt morsomt at man slår det så stort op i år. Hvad vil man så gøre næste år?

Comments are closed.