23. november 2024

Holbæk B&Is formand, Kenny Jensby takker af efter to år på posten. Arkivfoto: Rolf Larsen.

Holbæk B&Is formand, Kenny Jensby: Vi er en lille spiller i konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Holbæk B&Is formand, Kenny Jensby: Vi er en lille spiller i konflikten mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Holbaekonline.dk har spurgt Holbæk B&Is formand, Kenny Jensby om hvordan klubben forholder sig til Divisionsforeningens lockout-varsel mod spillerne i bl.a. 2. Divison.

– Det tager vi til efterretning nøjagtig på samme måde som andre virksomheder må gøre det, når deres arbejdsgiverorganisationer er i konflikt med deres modpart. Så vi følger udviklingen og håber, at parterne (Divisionsforeningen og Spillerforeningen -red.) finder en hurtig løsning, siger Kenny Jensby.

Hvordan vil Holbæk B&I håndtere en evt. konflikt?
– Vi er jo en lille “spiller” i denne sammenhæng, men vi følger udviklingen, som vi tilpasser os. Lockouten betyder jo, at spillere på kontrakt ikke vil få løn og ikke må møde på arbejdspladsen, siger Kenny Jensby og fortsætter:

– Såfremt konflikten stadig kører, når den nye sæson starter, ja så bliver der ikke spillet divisionskampe, men det gælder alle klubber, som må spille kampene på et senere tidspunkt.

– Vi er medlem af Divisionsforeningen, som er vores arbejdsgiverforening, og de skal nu finde løsninger sammen med modparten, som er Spillerforeningen. Divisionsforeningen har opsagt overenskomsten, fordi den er utidssvarende og har givet anledning til forskellige fortolkninger og dermed problemer. I stedet ønskes en tidssvarende, kortfattet overenskomst, der skal sikre, at dansk fodbold fortsætter med at udvikle sig positivt og stabilt. Der er ingen ønsker om at forringe spillernes vilkår, men alene at skabe bedre rammer for klubberne og spillerne, slutter Kenny Jensby.