4. maj 2024

Det er ikke udsigten til et overskud ved salg en gang i fremtiden, som får os til at købe sommerhus.

Det viser en undersøgelse fra Boligsiden.dk, som har stillet sine brugere spørgsmålet “Hvorfor vil du købe sommerhus?”.

43 procent svarer, at de primært køber sommerhus for at bruge det selv. 13 procent ser sommerhuskøbet som en investering og håber på, at priserne stiger og resulterer i et overskud, når boligen sælges. 8 procent vil primært leje sommerhuset ud og i mindre grad bruge det selv. 32 procent har allerede sommerhus eller er ikke interesseret i at købe et netop nu.

– Set i lyset af hvordan sommerhuspriserne har udviklet sig efter finanskrisen, er det nok meget sundt ikke at have for høje forventninger til en decideret gevinst ved et senere salg. Mange kan være heldige at ende med et overskud alligevel, men hvis man ligefrem kalkulerer med det, skal man enten have is i maven eller gjort en særlig god handel, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Sammenlignet med april sidste år er sommerhuspriserne landet over faldet med 2,4 procent, og de ligger nu på 13.552 kroner pr. kvadratmeter, viser seneste tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Find jeres drømmebolig i vores boligsektion.