23. november 2024

Politiet fik i går anmeldelser fra fem kvinder, som var blevet krænket af en fremmed mand.

Krænkelserne var sket i Studiestræde, Havnevej ved Orø-færgen, Gasværksvej ved trapperne, Gl. Ringstedvej ved sygehuset og i Nygade i løbet af formiddagen og eftermiddagen.

Den fremmede mand havde henvendt sig til tilfældige kvinder, som enten blev spurgt ind til deres privatliv, kysset eller blev krænket, når han blottede sig og foretog onani-bevægelser.

Efter hver anmeldelse kørte politiet rundt for at lede efter gerningsmanden, der formodes at være den samme ifølge de forurettede kvinders beskrivelse af ham.

Politiet har med baggrund i signalementet i sagerne en formodning om, hvem krænkeren kan være, men han er endnu ikke fundet.