18. maj 2024

Borgmester Søren Kjærsgaard kendte både Jeanette og hendes mand Søren privat.

Onsdag aften sad borgmester Søren Kjærsgaard til byrådsmøde, da pårørende til parret fandt Jeanette død i parrets hus på Tuse Lågevej. Kort efter politiets ankomst, blev også Søren fundet død.

I huset blev der fundet et afskedsbrev og politiet har siden arbejdet ud fra en teori om, at Søren først dræbte Jeanette og derefter tog sit eget liv.

Søren Kjærsgaard har ifølge bt.dk kendt i flere år fra tiden som advokat i Advodan, hvor Jeanette arbejdede. Parrets tragiske dødsfald påvirker Holbæks borgmester:

– Jeg har det utrolig skidt. Jeg kan ikke forstå det, der er sket. Ud fra det kendskab jeg har til Søren og Jeanette, er det helt uvirkeligt. Jeg er dybest set ked af det, siger Søren Kjærsgaard, til bt.dk.

Parret var, som vi tidligere har skrevet, en del af det lokale Team Rynkeby sammen med borgmesteren og billedet af Søren som drabsmand ligner ikke den beskrivelse, som borgmesteren giver af ham:

– Både Jeanette og Søren er søde og hjælpsomme mennesker. Søren var et gennemført sødt og hjælpsomt menneske, der lagde en enorm frivillig indsats i Team Rynkeby. Han var en der bare gik ind og løftede de opgaver, der skulle løftes uden at sætte spørgsmålstegn, siger Søren Kjærsgaard til bt.dk.