Torsdag blev der afholdt konference i Kuben på Holbæk Seminarium om hvordan borgerne kan involveres i den fremtide ældrepleje.
Formand for voksenudvalget, Pernille Kruse (V), indledte med at byde velkommen og sagde:
– Det er en stor opgave, vi har sat os selv på. Men det er en vigtig opgave. Som mange nok ved, kan økonomien kun nå sammen, hvis vi nytænker den offentlige service og finder på smartere måder at løse opgaverne på.
Økonomien er ikke kun stram i Holbæk Kommune – alle landets kommuner står overfor udfordringer med flere ældre og færre til at bidrage til kommunekassen.
Århus Kommune er en af de kommuner, der er langt med at skabe løsninger, der bygger på at man aktivt involverer borgerne.
Direktør for Sunhed og Omsorg i Århus Kommune, Hosea Dutschke, kunne ikke selv deltage i konferencen i Holbæk, men han havde i dagens anledning sendt en videohilsen med inspiration og erfaringer fra deres arbejde. ’Kærlig Kommune’ er omdrejningspunktet i Århus, og indsatsen går ud på at virkeliggøre ambitioner om kærlighed, frihed og lighed.
Pernille Kruse mente at erfaringerne fra de jyske var interessante:
– Det var virkelig interessant at høre erfaringerne fra Århus og de bekræfter mig i, at vi er på rette vej, når vi arbejder med at hjælpe borgerne til at være selvhjulpne og have selvbestemmelse over deres liv, sagde Pernille Kruse.
Efter inspirationsoplægget drøftede deltagerne, der bestod af politikere og medarbejdere, men også borgere, i grupper, hvordan både kommune, borgere og netværk kan inddrages i at skabe en bedre og billigere velfærd. Resultatet af dagens arbejde blev 19 konkrete idéer, som vil blive taget med i det videre arbejde.
– Det er nyt for os alle at arbejde og udvikle sammen på denne her måde, og derfor er jeg ekstra glad for at opleve, at alle går engageret og konstruktivt til opgaven. Både på konferencen i dag, men også på Facebook og via mail, idéplakater og anden dialog er der kommet gode idéer ind, og jeg glæder mig til at arbejde videre med dem alle sammen, sagde Pernille Kruse.
Konferencen, der havde navnet “Aktiv hele livet” er en del af projektet Holbæk i Fællesskab, som bl.a. går ud på at udvikle billigere velfærd. Idéerne fra konferencen vil sammen med ideer fra andre grupper blive givet videre til byrådet, som så kan bruge dem i arbejdet med det kommende budget.