14. april 2024

En 34-årig mand fik i nat beslaglagt sin varebil af politiet.

Ved 1.30-tiden i nat bemærkede en politipatrulje en varebil på Slagelsevej i Jyderup, som var forsynet med en nummerplade, som var afmeldt i motorregistret.

Da politiet fik standset varebilen, kunne det konstateres, at den var forsynet med to forskellige nummerplader, der begge var afmeldte.

Føreren – en 34-årig mand fra Jerslev – blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden samt for kørsel i en uindregistreret varebil uden lovpligtig ansvarsforsikring. Da den 34-årige flere gange tidligere var blevet afsløret i at køre bil trods frakendelse af førerretten, beslaglagde politiet hans varebil med henblik på senere konfiskation.

Politiet undersøger nu, hvor nummerpladerne stammer fra, og den 34-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.