Venstres byrådsgruppe har på sit første gruppemøde i den nye byrådsgruppe valgt en ny gruppeformand.
Det er 32-årige Maria Friis fra Tølløse, som overtager posten efter Pernille Kruse, der har valgt at koncenterere sig om sin nye opgave som formand for Voksenudvalget.
– Det har været to spændende og lærerige år som gruppeformand, siger Pernille Kruse, som i 2012 erstattede Carsten Andersen som gruppeformand.
Maria Friis fik et meget flot personligt valg i november og glæder sig over, at Venstres gruppe enstemmigt har bakket op om hende som gruppeformand.
– Som næstformand for Venstre i Holbæk Kommune har jeg deltaget i byrådsgruppens møder gennem de senere år. Det har givet mig et indgående kendskab til hvordan der arbejdes i en byrådsgruppe. Gennem min rolle som Venstres kampagneleder i den netop afsluttede valgkamp har jeg desuden fået et tæt og godt forhold til alle i Venstres nye byrådsgruppe, så jeg føler mig godt klædt på til opgaven, siger Maria Friis og fortsætter:
– Jeg er stolt, men også en smule ydmyg overfor min nye opgave. Det er flot, at byrådsgruppen viser mig den tillid.
Maria Friis er også blevet medlem af Børneudvalget og Vækstudvalget.
Ny post: politisk ordfører
Som noget nyt har byrådsgruppen valgt en politisk ordfører. Det bliver Bjarne Kongsted, der som den første bliver byrådsgruppens politiske ordfører.
– Politisk ordfører, politisk talsmand, politisk talerør – titlen er ikke så vigtig, siger Bjarne Kongsted og fortsætter:
– Men når vi som parti besidder borgmesterposten, er det vigtigt, at vi får mulighed for også at markere partiet med vores politiske ideer og mærkesager. Det er et klart ønske fra byrådsgruppen. .
– Som gruppeformand vil Maria tage sig af byrådsgruppens arbejde på de indre linjer og jeg skal stå for at fremføre partiets synspunkter i forhold til offentligheden, slutter Bjarne Kongsted.