Den nye sponsoraftale mellem fodboldklubben Holbæk B&I og kommunen er fortrolig – det står ihvertfald sort på hvidt i aftalen.
I forbindelse med Udvalget for Kultur og Fritids behandling af sponsoraftalen til 1,2 millioner kroner årligt i tre år, blev den 12 sider lange aftale offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Det skete på trods af, at der i aftalens kapitel 12 om “Tavshedspligt og fortrolighed” står:
“Indholdet af nærværende aftale betragtes som fortroligt og må ikke af nogen af Parterne
videregives til tredjemand eller offentligheden, uden at den anden Part er blevet hørt.”
Holbaekonline.dk har spurgt hos Holbaek Kommune, hvorfor man har valgt at offentliggøre aftalen, når den tilsyneladende er fortrolig og om man havde indhentet tilladelse til offentliggørelse hos Holbæk B&I.
Til det svarer kultur- og fritidschef Brian W. Ahlquist:
– Administrativt har vi vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at behandle sagen om HBI/samarbejdsaftalen for lukkede døre. Det er tale om en sag, som har offentlighedens interesse. I den forbindelse har vi beklageligvis ikke fået revideret aftaleudkastet i overensstemmelse hermed.