Holbæk Kommunens folkeskoleelever har samlet øget deres karaktergennemsnit i afgangsprøverne.
Ifølge tal fra Folkeskolens kvalitetsrapport for skoleåret 2012-13 er afgangseleverne blevet bedre i en række fag i forhold til tidligere. Det samlede karaktergennemsnit er steget fra 6,2 – 6,34.
Og det mener formanden for Udvalget for Børn, Agnete Dreier (SF) er et skridt i den rigtige retning når det gælder om at ruste Holbæk Kommunes folkeskoleelever til at gennemføre en ungdomsuddannelse:
– Vi har de seneste år arbejdet målrettet med fremtidens folkeskole, så flere unge får de rette kompetencer til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Og vi har lavet en skolestruktur, der bl.a. har givet udskolingseleverne et endnu bedre læringsmiljø. Derfor glæder det mig, at eleverne i det første år på de nye skoler samlet set er blevet fagligt dygtigere, når det gælder afgangsprøverne, siger Agnete Dreier, der er formand for Udvalget for Børn.
Lavere karakterer i dansk
Det er især i matematik og i mundtlig engelsk og tysk, at eleverne har rykket sig. Men også i fag som biologi, geografi og historie har eleverne i gennemsnit scorede højere afgangsprøvekarakterer end året før. Derimod ser det en smule anderledes ud for faget dansk.
Her har eleverne fået en lavere gennemsnitskarakter i bl.a. læsning. Men det skal der gøres noget ved:
– Gode læsefærdigheder er en forudsætning for at kunne tage en uddannelse. Derfor er det ærgerligt, at afgangselevernes gennemsnitskarakter i læsning er faldet lidt. Den udvikling skal vi have bremset. Og faktisk har vi allerede taget hånd om udfordringen. Fra dette skoleår har
vi søsat en stor indsats, der skal gøre alle folkeskolens elever til bedre læsere, fortæller Agnete Dreier.
For at få det til at blive virkelighed, er er der lavet forskellige tiltag som undervisningsdifferentiering, læseteknologi og en læsepædagog- og læsevejleder på alle skoler. Samtidigt skal der i dagtilbuddene arbejdes endnu mere målrettet med sprog og sprogudvikling, så børnene får bedre forudsætninger for at lære at læse, når de begynder i skole.