Netavisen Jyllands-Posten.dk var blandt de medier, som tirsdag eftermiddag offentliggjorde adresserne på de evakuerede beboere i Ladegårdsparken.
Mens politiet altid advarer folk mod at fortælle på Facebook og andre sociale medier når man ikke er hjemme for ikke at friste indbrudstyve, så valgte bl.a. Jyllands-Posten tirsdag at offentliggøre adresserne på de evakuerede beboere. Samtidig skrev mediet, at de ikke ville være hjemme i hvertfald i et døgn.
Oplysningerne om hvor der ikke ville være nogen hjemme stammede fra en nyhedstelegram fra Ritzau.
Men det var ikke kune Jyllands-Posten.dk, som fortalte numrene på de opgange der ville være affolket i mindst et døgn. Samme telegram blev nemlig også bragt på bl.a. DRs Tekst-TV og på DRs hjemmeside, TV2.dk samt netaviserne Dagens.dk og politiken.dk.
Nyhedschef: ikke opfordring til indbrydstyve
Holbaekonline.dk har spurgt hos Jyllands-Posten, om hvorfor de valgte at bringe adresserne på de tomme lejligheder, og om det kunne opfattes som en ‘invitation’ til tyve.
Til det svarer Niels Chr. Bastholm, Digital nyhedschef hos Jyllands-Posten:
– Vi har bragt artiklen for at informere om den specifikke problemstilling vedr. stilladset på den specifikke adresse, oplyser han og fortsætter:
– Vi anser det ikke som værende en opfordring til indbrudstyve, men som en information til borgere om et farligt stillads, hvor man derfor skal være særligt opmærksom ved ophold eller passage.
Det har så vidt vides ikke været tyve inde i blokkene, men Holbaekonline.dk har kendskab til en beboer, der helt uhindret gik ind i en opgang i den evakuerede boligblok sidst på eftermiddagen tirsdag. Dermed ville det altså muligvis også være muligt for folk med mindre pæne hensigter, at komme ind i lejlighederne i boligblokken.
Der er tale om en balancegang, når man skriver om evakueringer. Her på Holbaekonline.dk har vi i vores dækning af stormskaderne i Ladegårdsparken benyttet det mere anonyme ‘blok 11’, som ikke mange andre end beboerne i Ladegårdsparken kender og dermed har vi kunne fortælle de lokale beboere hvor der var fare på færde og hvem der blev evakueret, og samtidig holdt det så anonymt som muligt.