En 45-årig mand fra Holbæk blev onsdag eftermiddag anholdt sammen med sin 8-årige søn, som han i ca. halvandet år har holdt sig skjult sammen med.
Far og søn har ifølge Midt- og Vestsjælland formentlig skjult sig et ukendt sted i Sverige det meste af tiden og dermed forhindret moderen i at se drengen.
De to blev stoppet på motorvejen ved lufthavnen i København efter de havde passeret Øresundsbroen i den 45-åriges arbejdslastbil, som tilhører en dansk vognmand. Det var svensk politi, som havde givet det danske politi oplysninger om, at de var på vej over broen.
Den nu 8-årige søn blev overgivet til de sociale myndigheder i Holbæk Kommune med henblik på en genforening med moderen.
Faderen blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk, sigtet for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 2, ved at have ført sønnen ud af landet uden samtykke fra moderen og herved unddraget hende forældremyndigheden over sønnen. Han blev varetægtsfængslet frem til den 26. november.