10. oktober 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Det er tom snak

Borgmesteren benytter enhver lejlighed til at forsikre os alle sammen om, at han har rettet kommunens økonomi op. Ja, faktisk hører vi ham ikke sige ret meget andet.

Gentagne gange har vi hørt ham fortælle, at vi har en sund og robust økonomi i kommunen, og senest i flertallets budgetaftale er det blevet til ”en økonomi, der fundamentalt er sund”.

Men siden kommunerne blev lagt sammen, hvor borgmesteren var med til at give de katastrofale skattelettelser, har kommunens økonomiske fundament vaklet.

Der er opbygget et renoveringsefterslæb på næsten 1 milliard, og nu har borgmesteren sammen med sit flertal vedtaget et budget med et underskud på knapt 300 mio. kr. henover de kommende fire år.

Hvis du – i dine private økonomiske forhold – kan se frem til en kassekredit, hvor minusset bare bliver større og større, samtidig med at bilen er ved at ruste op, og huset er ved at falde sammen om ørerne på dig, så vil du vel ikke påstå, at du har ”en økonomi, der fundamentalt er sund”. Eller vil du?

Sine Agerholm, Borgmesterkandidat for Socialdemokraterne i Holbæk Kommune