21. november 2024

Redaktionen har modtaget nedestående læserbrev:

Fodbold & kommunalvalg

Er demokratiet i fare, bare fordi vi har en lav stemmeprocent til folketing og – kommunalvalg. Det mener jeg faktisk ikke, men det er mellem valgene vi skal skabe interessen..

I månederne op til kommunalvalget, skrives der mange artikler og der bruges massevis af penge for at få borgerne til at møde op, og afgive deres stemme.

Nu skal byrådet i Holbæk tage stillig til et forslag – fremsat af de Radikale – om, at der i kommunens tre største socialt udsatte boligområder etableres brevvalgsdag.

De tre områder Bjergmarken, Ladegårdsparken og Vangkvarteret er alle tre områder som har en lav deltagelse til valgene på trods af, de er forholdsvis bynære.

I Danmark er det ikke en pligt – som i nogle lande – men en rettighed at afgive stemme til forskellige valg.

Når der er en lav stemmeprocent ved valget, så må det være fordi der er en lille interesse for kommunalpolitik. Når ingen længere gider se Danmark spille fodbold, så har det formentlig også en årsag.

Jeg håber at lokalpolitik er bare en lille smule mere opmuntrende. Men jeg kan nogen gange være i tvivl.

Måske skulle vi overveje, hvordan vi agerer som politikere mellem valgene. Det er her interessen skal skabes og ikke blot nogle få måneder op til et valg.

Jeg tænker ikke på facebook opdateringer, hvor mange har travlt med at fortælle, hvor aktive de er og alt det de deltager i. Det er hvad jeg vil tillade mig at kalde alibi-politik.

Hvor synlige er vi mellem valgene, hvor aktive er vi, hvor meget viser vi os og hvor ofte giver vi udtryk for vores mening. Deltager vi i vort lokalsamfunds interesser eller gemmer vi os bag lukkede dør.

Kan naboen komme i kontakt med sin lokalpolitiker, ikke bare gennem aviser og offentlige møder, men også over fryseboksen i Brugsen.

Nu skal vi snart ud på gader og stræder og dele vort materiale ud. Måske skulle vi vise os lidt mere i ” gadebilledet ” – også mellem valgene – for på den måde at få den mere direkte kontakt til vælgerne.

Der er en dag efter kommunalvalget d. 19/11 og så kan dem der bliver valgt, arbejde for at skabe en fornyet interesse for den kommende valgperiode.

Så kan der – om fire år – spares på spekulationerne om vort demokrati fungerer og det bliver ikke nødvendigt at afsætte penge til diverse initiativer for at lokke borgerne frem på valgdagen.

Bjarne Kongsted
Byrådsmedlem (V) og kandidat for Venstre til kommunalvalget

2 thoughts on “Læserbrev: Fodbold & kommunalvalg

  1. Kan kun bakke op om Bjarne Kongsteds læserbrev. Borgerne har jo som udgangspunkt flere end ‘en mulighed for at stemme, både hos Borgerservice, bibliotekerne og på selve valgdagen har man mulighed for at sætte sit kryds. Der er jo områder i Holbæk kommune hvor at afstanden til valgstederne er længere og her tænker jeg også på den ældre del af medborgerne. Hvis det er mangel på interesse for nærdemokratiet, må vi som lokalpolitikere tage opgaven på vores skuldre og være synlige i gadebilledet og til stadighed opmuntre til gå op og stemme og oplyse om vigtigheden af dette lille kryds på et stykke papir.

    Mvh.
    Peter Hansen
    Byrådskandidat for Dansk Folkeparti

  2. Kære Bjarne Kongsted
    Du mener ikke demokratiet er i fare, selv om stemmeprocenten er faldende. Ved kommunevalget i 2009 var der tale om den laveste valgdeltagelse i 35 år.
    Mens 68 % af de etniske danskere afgav deres stemme, var den langt lavere for indvandrere og deres efterkommere.
    En undersøgelse viser, at yngre ikke i samme grad som ældre gør brug af deres valgret og at stemmeberettigede med ingen eller en kort uddannelse ikke stemmer i samme grad som borgere med en lang uddannelse.
    Alligevel vil Venstre ikke være med til, som et forsøg, at arrangere brevstemmedage i 3 store boligområder i Holbæk.
    Sammen med DF, C, Liberal Alliance og 2 fra SF fik Venstre nedstemt forslaget – men problemet består.

    Til slut skal jeg nævne, at den lave valgdeltagelse blandt unge kan blive et demokratisk problem.
    Det er jo ungdommen som skal overtage og videreføre samfundet.

    Med venlig hilsen
    Jan Sohn
    Socialdemokratisk byrådsmedlem og kandidat til valget den 19. november.

Comments are closed.