23. november 2024

Forleden havde Holbæk Kommune indkaldt til pressemøde på den tomme Lassensgård-grund – også kaldet ‘hullet i Ahlgade’.

Anledningen til pressemødet var, at der nu endelig ser ud til at blive bygget på grunden, efter den i fem år har ligget som et åbent sår midt i Holbæks travle handelsgade.

Byggeprojektet omhandler både boliger og butikker, og er et samarbejde mellem grundens ejere, TK develoment og Dauerhøj Erhvervsbyg A/S samt Vestsjællands Almene Boligselskab.

Mens vi ikke rigtig undrede os over, at borgmesteren deltog i pressemødet – det er den slags borgmestre jo gør – så undrede det os, at det var kommunen, og ikke de forskellige private firmaer bag byggeriet, som havde indkaldt den samlede verdenspresse i Holbæk til præsentationen.

Holbaekonline.dk har derfor spurgt til, hvad kommunens rolle er i projektet, og det viser sig, at Holbæk Kommune indskyder 3,2 millioner kroner i Landsbyggefonden. Det sker fordi, at der efter planen skal bygges almene boliger og det kræver en kommunalgodkendelse. I forbindelse med godkendelsen, skal kommunen indskyde 10% af anlægssummet i Landsbyggefonden. I det konkrete projekt, altså 3,2 millioner kroner.