21. november 2024

Selvom han ikke kan lide forbud mod svinekød i institutioner, så kan Jan Sohn (A) ikke forestille sig, at byrådet vil gribe ind.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Jan Sohn har tidligere i et debatindlæg på holbaekonline.dk om forbud mod svinekød i daginstitutioner skrevet, at han mener det “går for vidt”, når kommunale institutioner “griber ind overfor danske børns spisevaner”.

Den holdning står han ikke alene med. I et interview med Jyllands-Posten søndag undsagde statsminister Helle-Thorning-Schmidt forbuddet mod svinekød i daginstitutioner, som hun mener er forkert:

“Jeg er lodret imod det og har altid været det. Jeg synes da, man skal holde fast i den måde, vi spiser på, og det, vi gør i Danmark,« siger hun og begrunder det med hensynet til at “holde fast i vores egne traditioner og kultur i en tid, hvor vi også skal tage hensyn til andre kulturer.”

På baggrund af statsministerens udtalelser, har Holbaekonline.dk talt med Jan Sohn:

Hvad mener du om statsminister Helle Thorning-Schmidts udmeldinger om, at der skal være plads til svinekød i daginstitutionerne?

– Jeg er naturligvis enig med statsministeren, når hun siger, at danske traditioner ikke må ‘snige’ sig ud af danske institutioner.

– Jeg finder, at der er tale om misforstået politisk korrekthed, når nogle institutioner gør det, fortsætter Jan Sohn og afviser at byrådet vil gribe ind overfor institutioner i Holbæk, der ikke serverer svinekød:

– Det kan jeg ikke forestille mig at byrådet vil, fordi det er det enkelte forældreråd, som træffer den beslutning.

Hvis et forældreråd beslutter der kun må serveres f.eks. vegetarmad, er det så OK? Hvor går efter din mening grænsen ?

– Kun at tilbyde vegetarmad er efter min opfattelse lige så forkert som at bandlyse svinekød fra kostplanen. Institutioner skal tilbyde sund og afvekslende kost, så kan man spise, det man ønsker. Mere svært er det vel ikke, slutter Jan Sohn.

I Holbæk Kommune er det kun Børnehuset Holbæk Have, som i sin kostpolitik helt har fravalgt at servere svinekød til børnene.

Læs også: Sådan er kostpolitiken i kommunens daginstitutioner