I Udby på Tuse Næs har Telia i denne uge rejst en ny telefonmast. Men desværre for borgerne, så er det en mast fuld af gammel teknologi.
Det er telefonselskabet Telia, som har sat den nye mobiltelefonmast op ved hallen på Udby Kirkevej 23. Det er sket fordi dækningen på Tuse Næs har været dårlig.
– Vi har prioriteret at placere en mast i Holbæk, fordi vi kunne se, at dækningen ikke har været lige så god som i resten af landet. Vi har været igennem en lang proces med kommuner og lodsejere for at finde den bedste placering af masten, og vi er glade for, at der nu er kommet en aftale på plads, så vi kan forbedre oplevelsen i Holbæk med en ny mast, siger Arne Elgaard Jensen, Masteansvarlig hos Telia.
– Der er ingen tvivl om, at situationen vil blive bedre i forhold til mobildækningen i området. Vi er glade for, at vi får mulighed for at placere masten lige netop på Udby Kirkevej 23, fordi forholdende er ideelle. Det handler blandt andet om placeringen i forhold til vores øvrige master i området og om landskabet i sig selv, hvor bakker og skov fx kan genere signalet, siger Arne Elgaard Jensen.
Gammel teknologi
Men den nye mast understøtter kun 2G og 3G teknologien, mens den nye og meget hurtigere 4G LTE, som byder på rigtig bredbånds-hastigheder, ikke understøttes på den nye mast.
Holbaekonline.dk har kontaktet Telia og spurgt hvorfor man ikke vil tilbyde den hurtigere 4G LTE til kunderne på Tuse Næs.
– Det er helt korrekt, at masten foreløbig understøtter 2G og 3G. Når vi løbende optimere netværket er der en lang række faktorer, som spiller ind. Det handler blandt andet om, hvor mange der til hverdag bruger tale, sms/mms og data i det pågældende område, og hvordan teknologierne spiller sammen med resten af netværket. I dette tilfælde har vi prioriteret 2G og 3G, da vi foreløbig har vurderet, at det vil have den største positive effekt på oplevelsen af netværket. Det vil frigive mere kapacitet i 3G-netværket, hvilket vil give en mere stabil oplevelse, når man surfer på nettet og foretager opkald, og hastighederne vil også blive hurtigere. Derudover sikrer vi et endnu bedre dækkende, underliggende 2G-netværk, som yderligere kan aflaste 3G-nettet, fortæller David Engstrøm, der er Communication Consultan hos Telia til Holbaekonline.dk, og han fortsætter:
– 4G-netværket giver mest mening at rulle ud fra de områder, hvor der er mest belastning på netværket. Det vil sige områder med mange mennesker og højt dataforbrug, da 4G jo udelukkende handler om data. Derefter bredes teknologien ud, men jeg kan ikke sige noget om fremtidsplanerne for 4G på den netop rejste mast, slutter David Engstrømt.