Hendes Majestæt Dronning Margrethe var på Orø Kro, hvor lokale kunstnere fra Kunst På Orø udstillede deres værker.
Dronningen blev vist rundt af den lokale forfatter, Arne Kastholm, der også havde skrevet festspillet, der blev vist for Regentparret tidligere på dagen. Arne Kastholm fortalte om kunsten og øen, om farver og lys, mens Dronningen hilste på de udstillende kunstnere og så deres værker.
Foreningen Kunst på Orø er, som navnet siger, en forening for kunstnere på Orø. Foreningen, der tæller både malere, tegnere, kunsthåndværkere og skulptører, samarbejder bl.a. om udstillinger, som den Hendes Majestæt Dronningen i dag besøgte.