14. december 2024

Politiet hører gerne fra vidner i forbindelse med et biltyveri og en biljagt mandag aften på den stjålne bil gennem Holbæk by.

Jagten startede allerede tidligere på eftermiddagen, da en 65-årig mand fra Kirke Såby ringede til politiet og fortalte, at en ukendt person netop havde stjålet hans bil, en mørkeblå Mercedes CLK. Tyveriet skete mens han var ved at hæve penge i en pengeautomat på Holbækvej i Hvaløse. Den 65-årige havde ladet nøglerne sidde i tændingen.

Klokken ca. 18.10 bemærkede en politipatrulje den stjålne bil køre ad Munkholmvej ved Holbæk i retning mod centrum. Politiet forsøgte derefter med flere patruljer at standse bilen, hvis fører kørte fra politiet og bl.a. kørte over for rødt lys ved Kløvermarksvej. Herefter kørte føreren med høj hastighed ad flere veje i Holbæk by, bl.a. Anders Larsensvej og Carls Reffsvej, på fortovet på Højen, L. C. Worsøesvej, hvor bilen overhalede trods optrukken spærrelinie, frem mod flere røde lys på Valdemar Sejrsvej, Havnevej undervejs ramte bilen et vejskilt, el-skab og parkeret bil, Munkholmvej, Tjebberupvej, hvor bilen stødte sammen med en patruljebil med mindre materiel skade til følge på begge køretøjer, Ågerupvej og til sidst ad Roskildevej i retning mod Vipperød, hvor den stjålne bil forsvandt.

Føreren af den stjålne bil blev også fotograferet i en fartkontrol på Munkholmvej.

Politiet ledte efter bilen forskellige steder, men fandt den desværre ikke.

Klokken ca. 3 i nat bemærkede en hundepatrulje en brændende bil holde på Ørslevunderskovvej, Ringsted. Det viste sig at være den stjålne Mercedes, som var forsøgt sat i brand. Der var ikke mere ild i bilen, end at patruljen kunne slukke ilden med en pulverslukker.

En politihund gik spor fra den stjålne bil over en strækning på ca. 1200 meter, indtil sporet endte blindt i nærheden af Vestmotorvejen.

Den 65-årige bilejer blev underrettet om fundet af hans bil.

Under efterforskningen af dette biltyveri fik politiet oplysninger fra en civil polititjenestemand, der havde set en navngiven person i den stjålne Mercedes i Mega-centret, Holbæk.

Den samme person blev også set og genkendt på førersædet i forbindelse med færdselsuheldet på Tjebberupvej. Politiet efterforsker nu videre i sagen i forsøget på at finde den identificerede biltyv.

Lokalpolitiet i Holbæk vil gerne i kontakt med personer, der har gjort observationer dels i forbindelse med selve biltyveriet i Hvalsø, dels personer, der som trafikant (uanset færdselsart) har måtte vige for biltyvens kørsel gennem Holbæk by. Kontakt politiet på tlf. 114.