Nordvestnyt dropper én fusionsavis og laver to aviser i stedet.
Holbæk Amts Venstreblad og Kalundborg Folkeblad blev for mindre end to år siden slået sammen til én avis, Nordvestnyt. Fusionsavisen var ikke nogen videre success, det er ihvertfald sådan man kan læse oplags- og læsertallene, der siden de to aviser blev slået sammen er raslet ned.
Mange trofaste læsere af de to aviser var bl.a. utilfredse med, at deres avis var blevet tyndere og at store dele af avisen var uinteressant for dem. Hvad der foregår i Kalundborg, har ikke den store interesse for en læser i Tølløse.
Nordvestnyts udgiver, A/S Medieselskabet Nordvestsjælland, lod sig ved årsskiftet opsluge gennem en fusion med den noget større udgiver Sjællandske Medier A/S, der i forvejen udgav flere dagblade på Sjælland.
I lørdagens avis meddelte ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør i Sjællandske Medier A/S Torben Dalby Larsen, at man har lyttet til kritikken af Nordvestnyt og fremover vil udgive to aviser; Nordvestnyt Holbæk/Odsherred og Nordvestnyt Kalundborg. Dermed deles avisen i to dækningsområder, som passer til de to oprindelige aviser.
De to udgaver af Nordvestnyt får forskellige forsider og 1. sektioner, mens resten af avisen vil være ens. Desuden får de to aviser flere ens sektioner. Den idé er vel afprøvet på Sjællandske Mediers andre dagblade.
Om det nye tiltag kan stoppe læserflugten vil tiden vise. Seneste tal fra TNS-Gallup viste, at Nordvestnyt var gået tilbage fra 49.000 læsere i 2. halvår 2011 til 37.000 læsere i 2. halvår 2012.
De to nye udgaver af Nordvestnyt kommer på gaden onsdag den 15. maj.