Det var en yderst spændende kamp, da Holbæk HK søndag eftermiddag tog imod AG Håndbold i Stadionhallen i kvindernes 3. division.
Det var Holbæk der kom først fra start med en scoring allerede 17 sekunder inde i kampen. Men 30 sekunder efter udlignede AG’erne og fik også hurtigt et mål mere og kom dermed foran 1-3.
Det var gæsterne, som dominerede i det første kvarter af kampen og selvom Holbækkerne havde flere chancer og gode skud mod målet, så blev de brændt. Et problem som gentog sig flere gange i løbet af kampen.
Efter otte minutters spil var gæsterne foran 2-4.
Der blev fra starten spillet hårdt og dommerne delte da også flere gule kort ud til højre og venstre kampen igennem. Efter et kvarters spil var Holbæk kommet forbi gæsterne og så var Holbæk tilbage på toppen af spillet.
De to hold kunne gå til pause ved stillingen 16-12 i Holbæks favør.
Efter pausen fik AG’erne det første mål på straffekast og så gik gæsterne ellers i gang med at skære Holbæks føring i stykker. 14 minutter ind i 2. halvleg havde gæsterne udlignet til 18-18.
Holbæk var under pres kort efter udligningen, men fik igen styr på både angreb og forsvar. Så gik det ellers slag i slag med at få opbygget en ny føring indtil slutsignalet, hvor Holbækkkerne kunne glæde sig over en sejr på 26-21.
Kan du ikke se slideshowet herover? – så klik her.