28. marts 2024

Siden Forenede Service A/S overtog rengøringen i Holbæk Kommune for snart et år siden, har der været problemer – både med rengøringen og med medarbejdernes løn.

Som vi tidligere har skrevet, så viser en rapport, at der flere steder er endog meget store problemer med at gøre ordentligt rent på bl.a. skoler og i børnehuse.

I sidste uge skrev Fagbladet 3F så, at der også har været problemer med at udbetale korrekt løn til de ansatte. Det drejede sig bl.a. om manglende timebetalinger, manglende tillæg for aftenarbejde, manglende feriepenge og pension. Indtil videre har Forenede Service A/S måttet betale mellem 550.000 og 600.000 kroner ekstra.

Administrerende direktør i Forenede Service A/S, Steen Gede, indrømmer ifølge Fagbladet3f.dk at der har været for mange fejl, men tilføjer samtidig at Holbæk Kommunes besparelser ikke kan ske uden nedskæringer og fejl:

– Vi kan ikke gøre det 40 procent billigere uden at skære, og desværre sker der fejl i en hektisk overgangsperiode.