Da Fødevarekontrollen aflagde besøg i Fakta i Jyderup, blev der fundet bakker med mugne tomater. Det fremgår af en kontrolrapport fra besøget tirsdag d. 29. januar i år.
Ikke mindre end fem bakker med “mugne/langhårede” tomater blev der fundet ved kontrolbesøget, og det var selvom butikken oplyste, at der var blevet ‘trimmet’ i tomaterne (ryddet ud -red.) samme dag.
Men det var ikke kun de mugne tomater, som fødevarekontrollen har indskærpet i sin rapport.
I butikkens baggård, som ligger ud til offentlig p-plads lå der affald. Containeren var ikke lukket og der var fri tilgang. På jorden lå der løst pap, plastic, væltede paller og cigaretskodder flød rundt i området.
Ifølge rapporten oplyste virksomheden, at der bliver fejet en gang om ugen.
Kontrollanten vejledte om sikring mod skadedyr ved varemodtagelsesdør, hvor man tydeligt kunne se lys komme ind nederst på døren.
Under kontrollen blev det også konstateret, at rengøringen ikke var helt i top:
“Gitre i alle montre med udsalg af fersk kød, er meget støvede, snavsede/løst hår,pap lå der i disse samt på gulv i mælkekølerum ved døre udtil kundområde ligger der indtørret rå æg, indtørret spilt mælkeprodukter”, står der i rapporten.
Fødevarekontrollens indskærpelser udmundede i en halvglad smiley til Kontrolrapporten og at Fakta nu kan se frem til et opfølgende gebyrbelagt kontrolbesøg.