Skoleeleverne på flere skoler i Holbæk Kommune må tilbringe dagen i uhumske og snavsede lokaler. Det viser et notat, som byrådspolitikerne har fået udleveret.
Dansk Servicerådgivning har aflagt kontrolbesøg på seks af kommunens skoler og ingen af stederne var rengøringen i orden. De seks skoler fik enten karakteren 2, der betyder ‘ Utilfredsstillende’ med ‘mange fejl eller mangler i forhold til det i kontrakten aftalte niveau heraf nogle grove/væsentlige fejl eller mangler’, eller karakteren 3 som betyder ‘Mindre tilfredsstillende’ men ‘rimeligt niveau som kræver handling i forhold til aftalt niveau’.
Det fremgår ikke af notatet til byrådspolitikerne hvad problemerne var på de enkelte skoler.
Skolerne som Dansk Servicerådgivning kontrollerede var (karakteren står i parantes):
Nr. Jernløse Skole (2)
Ågerup Skole & Børnehave (2)
Vipperødskole & SFO (2)
Stenstrup skole & SFO (3)
St. Merløse Skole (3)
Tølløse Skole (2)
Kan ikke nå det
Holbæk Kommunes egne rengøringskoordinatorer har også været på skolebesøg.
Rengøringen på Kundbyskole fik karakteren 4 med kommentaren ‘Rigtig flot’ og bemærkning om at ‘periodisk rengøring halter lidt’. Samt at nogle nye tegninger stadig er forkerte og spørgsmål om der er afleveret arbejdsplaner til assistenten?
Værre så det ud på Udby Skole der fik karakteren 2 – altså utilfredsstillende med ‘grove/væsentlige fejl eller mangler’.
Kontrollen startede klokken 07.15 om morgenen på en skoledag og på det tidspunkt var halvdelen af klasseværelserne endnu ikke gjort rent. Heller ikke alle gangarealer eller indgangspartier var taget.
Da eleverne var kommet klokken 8.00 var halvdelen af skolens toiletter stadig ikke blevet rengjorte.
Det fremgår af kommentarerne i notatet, at det ikke er muligt at nå det hele på den tid, der er afsat og der højst bliver vasket eller støvsuget gulve 1 gang om ugen.
På 1. salen hvor der bl.a. er læreværelse og arbejdsrum er der meget beskidt på gulve, kontor stoleben fulde af mudder og støv, møbler bliver ikke støvsuget, borde bliver ikke tørret af. Døre, paneler, håndtag, internt glas er heller ikke rengjort.
Kontrollen slutter kommentaren med ‘Der er brug for en ekstra indsats og en løsning derude’.
Forenede erkender mangler på flere skoler
Det fremgår af notatet, at
Forenede Service A/S erkender selv, at man også har problemer med rengøringen på Bjergmarkskolen, Gislinge skole, Tuse Skole og SFO, Jyderup Skole og Kildebjergskolen – altså flere skoler end kontrollerne har vist.
Tema: Kvalitetskontrol afslører: Forenede Service A/S kan ikke gøre ordentligt rent