Redaktionen har modtaget nedestående indlæg:
Kære byrådskolleger m.fl.
Som bekendt vedtog byrådet den 14. november 2012 ikke at godkende lokalområdebogen for Orø, idet Venstres gruppe mente, at dialogudvalgets indstillinger i to punkter til byrådet kunne anses som en tilsidesættelse af beslutninger i henholdsvis Kultur- og fritidsudvalget og i Børneudvalget. Som jeg fremførte på byrådsmødet, så tror og håber jeg, at Venstres modstand mod de to indstillinger fra dialogudvalget bygger på en misforståelse. Som medlem af det pågældende dialogudvalg håber jeg med denne mail at kunne bidrage til, at de to udvalg kan nå frem til et resultat, der er fornuftigt og både kan tilfredsstille Orøs borgere og kommunen og således kan godkendes af byrådet.
Sagen: Orø Forsamlingshus
Som medlem af Holbæk Byråd, da ældrecentret på Orø blev etableret, har jeg et ret godt kendskab til denne sag. Kommunen byggede ældreboliger mange steder i kommunen, og disse boliger skulle gerne betjenes af en centerfunktion, hvor beboere og personale kunne deltage i forskellige aktiviteter – således også på Orø. Da ældreboligerne på Orø blev bygget ved siden af forsamlingshuset, og da der ikke var råd til en selvstændig centerfunktion, endte det med en rigtig god beslutning om at sambygge forsamlingshuset og ældrecentret, der begge var kommunale ejendomme. Det medførte flere fordele. Ældrecentret kunne ved større arrangementer åbne en foldevæg og anvende det store forsamlingshuslokale, ligesom forsamlingshuset med foldevæggen åben kunne anvende centerlokalet til f.eks. scene. Begge funktioner anvender fælles indgangsdør, garderobe og toiletter m.m.
Byrådet har nu besluttet at spare tilskuddet til kommunens forsamlingshuse og tilbyde overdragelse af ejendomsretten til disse til lokale foreninger, der således kan stå for forsamlingshusdriften.
Denne beslutning har dialogudvalget naturligvis ikke mulighed for at ændre ved. Men da det under vores besøg på øen blev oplyst, at administrationen havde meddelt forsamlingshusbestyrelsen, at en udmatrikulering af forsamlingshuset til en såkaldt ”ejerlejlighed” ikke kunne foretages uden en egentlig fysisk adskillelse af de to funktioner (den såkaldte Berlin-mur). En sådan beslutning vil indebære, at alle de samdriftsfordele, der eksisterer i dag, ikke kan opretholdes, hvilket hverken vil være i forsamlingshusets eller i ældrecentrets interesse. I øvrigt indebære sambygningen andre forhold, der komplicerer en egentlig fysisk adskillelse af de to funktioner – bl.a. fælles varmeanlæg og fælles kloakanlæg.
På den baggrund er dialogudvalget nået frem til at indstille til byrådet, at man lige stopper op og undersøger mulighederne for en fornuftig løsning, der på den ene side lever op til beslutningen om at overdrage forsamlingshuset til en lokal forening og på den anden side ikke ødelægger Orøborgernes mulighed for fortsat at have glæde af den hidtidige fleksible dobbeltfunktion.
Sagen: Gratis transport for skolebørn til Orø
Som led i den nye skolestruktur er Isefjordskolen med en afdeling Holbæk (den tidligere Absalonskole) og afdeling Orø dannet. Af hensyn til samarbejdet mellem de to afdelinger har man ønsket, at børn fra begge afdelinger kan have fælles arrangementer. Børn (og voksne) fra Orø sejler gratis med vores færge til og fra Holbæk (en folketingsbeslutning), hvorimod skolebørn fra afdeling Holbæk efter administrationens hidtidige opfattelse skulle betale for færgetransporten, idet de ellers kunne siges at være forfordelte i forhold til andre skolebørns transport i kommunen. Denne opfattelse har dialogudvalget ikke været enig i, og vi har derfor indstillet til byrådet, at afdeling Holbæk lejlighedsvis kan sende skolebørn gratis med Orø-færgen ved besøg hos skolens afdeling Orø.
En sådan ordning vil efter dialogudvalgets opfattelse ikke være udtryk for en forskelsbehandling i forhold til andre skolebørn i kommunen, idet der er tale et samarbejde mellem to afdelinger på én skole, og det forhold at transporten foregår med en kommunalt ejet færge.
Den foreslåede ordning kan således ikke sammenlignes med de eksempler, der blev fremført på byrådsmødet. Nemlig at skolebørn fra f.eks. afdeling Jernløse ikke kan køre gratis med bus til og fra afdeling Undløse – eller argumentet om, at der gælder særlige afstandsregler for gratis skolebuskort. Det første eksempel kan ikke sammenlignes med Orø-sagen af den simple grund, at transporten her skal gennemføres af et busselskab, der ikke ejes af kommunen, og at der således skal løses billet på almindelige vilkår med dertil hørende udgift. Det andet eksempel handler om kommunens lovgivningsmæssige pligt til at sikre gratis skolebuskørsel mellem hjem og skole under iagttagelse af bestemte afstandsregler og kan derfor heller ikke sammenlignes med Orø-sagen.
Efter dialogudvalgets besøg på Orø bad jeg lokalforumkonsulenten om administrationens svar på, hvilke regler eller lovgivning, der kan forhindre kommunen i at tilbyde de omhandlede skolebørn gratis transport til og fra Orø med kommunens egen færge. Jeg har endnu ikke fået svar på dette spørgsmål.
Jeg vil gerne understrege, at hele dialogudvalget har været enige i de pågældende indstillinger, idet vi har lyttet til Orøs borgere og har forsøgt at finde løsninger – ikke mindst båret af den sunde fornuft.
At dialogudvalgets medlem Søren Rasmussen åbenbart senere har ændret opfattelse, kan naturligvis kun tages til efterretning.
Med venlig hilsen
Carsten Fink
Socialdemokratisk byrådsmedlem