Tyv smadrede udstillingsmontre hos guldsmed

Fredag aften kort efter klokken 18 fik Greta’s Guld & Sølv i Stationscentret i Skarridsøgade i Jyderup besøg af en tyv.

Tyven brugte en bushammerlignende genstand til at knuse udstillingsdiskens glas, hvorefter han stjal forskellige armbånd og halskæder i guld.

Tyven løb hurtigt ud af butikken og forsvandt i ukendt retning. Han havde ikke truet med noget under tyveriet. Tyven blev beskrevet som: mand, dansker/østeuropæisk, ca. 30 år, ca. 180 cm høj, mellemblond hår, grå kasket, blå/grå jakke, mørke bukser, sorte handsker, bærende på en gul/sort pose – muligvis en Netto-pose.

Politiet og politihunde ledte efter manden i området uden at finde tyven eller tabte tyvekoster.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der kan bidrage med oplysninger til sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Denne artikel er publiceret den 19. november 2012 og indholdet er muligvis ikke længere dækkende.

Leave a Reply