Årets julekalender på DR har fået Holbæk til at trække i det nisse-arbejdstøjet: Brorfelde bliver i december omdannet til hele Danmarks julestue.
”Der er guld i bakkerne”, siger Vera Grus i DR’s julekalender, Julestjerner. I Holbæk Kommune har man længe vidst, at Brorfelde, hvor Julestjerner foregår, er enestående. Nattehimlens mørke er fredet, køerne gumler rundt på de stejle morænebakker – og fritids-astronomerne viser gerne universet frem for gæster i observatoriet.
Kommunen ruster sig nu til, at ”den hemmelige perle” bliver en offentlig hemmelighed, når der blændes op for første afsnit af julekalenderen. For at kunne tage imod alle dem, der får lyst til at kigge nærmere på virkelighedens Brorfelde, er Holbæk Kommune sammen med det lokale Erhvervsforum, Brorfeldes Vennekreds og Holbæk Handelsstandsforening trukket i arbejdstøjet. Og arbejdstøjet er af samme farve som nisser, julehjerter og planeten Mars.
Hele Danmarks julestue
– Holbæk står i stjernernes tegn lige nu. Jeg glæder mig helt vildt til at vise guldet i bakkerne frem for resten af Danmark, siger Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard. Han fortæller, at selv om mørke og stilhed normalt er blandt stedets attraktioner, så kommer Brorfelde til at se en smule anderledes ud i de fire weekender i december:
– Brorfelde bliver hele Danmarks julestue inde i tv, og det skal vi også være ude i virkeligheden. Festen bliver åbnet af én af kommunens borgere, Steen Rasmussen – som for resten også er den ene halvdel af Wikke og Rasmussen. Han tænder juletræet i Brorfelde lørdag 1. december – og så bliver der ellers masser af liv, både ude i bakkerne og inde i Holbæk by.
Jubilæumsudstilling af DRs julekalendere
Holbæk Kommune har indgået partnerskab med DR. I år er det 50 år siden, at den første julekalender nåede de danske tv-skærme. DR har derfor skabt en jubilæumsudstilling specielt til Brorfelde. Her kan man se både de originale ulandskalendere og billeder fra nogle af de allerbedste tv-julekalendere gennem tiden.
Masser af gratis fornøjelser
Et par af de andre ting, man kan opleve i Brorfelde og Holbæk i de fire weekends i december:
Vovehalse kan prøve Danmarks farligste legeplads; mere fredelige gemytter kan slå søster og mormor hjem i Spillehuset. Brorfeldes Vennekreds åbner dørene til den store Schmidt-kikkert og viser en enestående udstilling af billeder fra universet. Bob, Sus og Tom, hovedpersonerne i Julestjerner, skriver autografer. Virkelighedens ”Blomsterland” sælger julestjerner i alle farver og størrelser. Brorfelde Bio viser Wikke og Rasmussen-film, Nisseland byder på mekaniske nisser, og man kan smage Brorfelde-øl og Brorfelde-brød. I Holbæk kan man synge sammen med Wikke og Rasmussen, stå på skøjter på IsRosen og opleve Europas største mobile kikkert.
Størsteparten af arrangementerne vil være gratis for publikum.
Se mere på www.jullibrorfelde.dk