Ud over at have lært en masse får de unge også et kontant udbytte af kurset ved at kunne tjene ekstra lommepenge .
Otte unge er nu udnævnt til rollemodeller for deres jævnaldrende kammerater. De har fuldført et 20 timers kursus i positiv adfærd. Tirsdag aften fik de hver især overrakt et diplom af Agnete Dreier, som er formand for Udvalget for børn, unge og familier i Holbæk Kommune.
– I har været inde på mange forskellige emner med positiv adfærd som omdrejningspunktet. Det har blandt andet handlet om de signaler, man viser omverdenen, om kommunikation og om integration. Og jeg har fået fortalt, at I har været meget lydhøre, engagerede og gode til både at samarbejde og bidrage med egne erfaringer, sagde Agnete Dreier og fortsatte:
– Der er en tendens til at fokusere på de negative historier fra vores boligområder. Vi glemmer ofte, at der også sker mange gode ting. Derfor glæder det mig ekstra meget, at I står her i dag og har gennemført et rollemodelkursus. Vi skal værdsætte dem, som går foran og er gode eksempler for andre.
Job til de unge
Ud over at have lært noget får de unge også et kontant udbytte af kurset. Projektleder Søren Moses, Børn- og ungeområdet, siger, at det er vigtigt at give de unge mulighed for at bruge dét, de har lært – og gerne lade dem tjene lidt ekstra lommepenge.
Kursusdeltagerne har allerede haft en opgave med at være behjælpelige ved ”Street Games” i efterårsferien. Senere får de på skift praktiske opgaver ved de månedlige centerfester. De første tre rollemodeller begynder den 2. november. Desuden har to andre rollemodeller fået job i Vangkvarterets nye miniklub for 10-12-årige.
Erfarne voksne
En af underviserne på kurset var den voksne rollemodel Amir Rashid. Som én af de første – med en anden etnisk baggrund end dansk – har han gennemført en flot karriere i politiet. Amir Rashid delte gavmildt ud af sine mange erfaringer.
Hans Lassen Christensen, der er leder af sygehusvaskeriet, fortalte de unge om, hvad han som arbejdsgiver lægger vægt på, når han skal ansætte unge – og om hvilke krav, de kan forvente at møde på arbejdsmarkedet.
Kurset har blandt andet indeholdt kommunikation, kulturforståelse og integration. De unges egne erfaringer har også været inddraget. I den forbindelse har de lært at reflektere over deres fremtoning og handlinger og at vurdere konsekvenserne af dem.
Følgende unge har gennemført kurset: Ahmed Al-Absawi, Burhan Rizi, Ram Al-Suhaily, Sam Al-Suhaily, Kenan Kan, Yunus Bakir, Yusuf Bakir og Mohammed Hafedi.
Med en støtte på 15.00 kroner, har Lions Club i Holbæk gjort kurset muligt.