23. november 2024

I går klokken 15 fik politiet en henvendelse fra en butikschef i en radio/TV-forretning på Ahlgade om, at han få minutter inden havde genkendt to mænd, som dagen før havde stjålet en PC i hans forretning.

Butikschefen fulgte efter mændene, da de gik ind i et parfumeri ikke langt fra butikschefens butik.

Da de kom ud, ville butikschefen gerne tale med dem, men de to mistænkte stak af i hver sin retning. Butikschefen løb efter den ene mand, som blev tilbageholdt på en P-plads.

Politiet var i mellemtiden blevet tilkaldt og kunne således anholde og sigte en 42-årig russisk, mandlig asylansøger fra Vipperød for dels tyveri af en PC i går og diverse parfume for ca. 1.200 kr..

Parfumen havde den anholdte forsøgt at skjule på P-pladsen inden politiet kom til stedet.

Den anden mistænkte gerningsmand beskrives som: mand, 25-30 år, 180-185 cm høj, spinkel af bygning, markeret ansigt, mørk i huden, kort mørkt hår, ingen oplysninger om beklædning. Manden havde en taske over skulderen og undløb ad Klosterstrædet og Jernbanevej.

Den anholdte blev løsladt efter afhøring, men kan forvente at blive indkaldt til retten, når sagerne skal afgøres.