Borgmester Søren Kjærsgaard klippede snoren – bistået af to børnehavebørn, da den nye specialbørnehave ved Ladegårdsskolen blev indviet og fik navnet Spiretårnet.
Det er børn i aldersgruppen 0-6 år med forskellige former for handicap og særlige behov, som fremover vil blive passet i en helt nybygget specialbørnehave. Den ligger i tilknytning til Ladegårdsskolen og afløser den hidtidige specialbørnehave på Møllevangen.
Bygningen er indrettet til det specifikke formål, og institutionens 12 medarbejdere har hver især særlige specialer i at arbejde med børn. I den nye specialbørnehave får de flere og bedre muligheder for at stimulere børnene og give dem en tryg hverdag.
Sanserum og specialindrettet legeplads
Specialbørnehaven Spiretårnet ligger på Vandtårnsvej 12 – lige ved Cirkus Kæphøj. Den 780 kvadratmeter store institution har plads til 18 børn i dagtilbud fordelt på flere stuer af forskellig størrelse samt et rum til fysioterapi.
Et særligt sanserum er ved at blive indrettet. Her vil personalet i samarbejde med en tale/høre-pædagog og en fysioterapeut kunne træne det enkelte barns sanser ved hjælp af bl.a. lys og lyd. På de udendørs arealer etableres en specialindrettet legeplads med forskellige hjælpemidler, som børnene har brug for i forbindelse med deres leg.
Vigtigt med særlige tilbud
Da borgmesteren havde klippet snoren, holdt udvalgsformand Agnete Dreier indvielsestalen, hvor hun også offentliggjorde specialbørnehavens navn.
– Vi lægger vægt på at inkludere flest muligt i kommunens almindelige dagtilbud og folkeskoler. Det er et rigtig godt princip. Men der vil fortsat også være børn med behov for en særlig indsats, sagde Agnete Dreier, som understregede, at disse børn ikke bliver glemt.
– Placeringen af specialbørnehaven i tilknytning til Ladegårdsskolen er helt rigtigt. For børnene vil det nemlig være en ekstra tryghed. Desuden skaber nærheden grobund for et styrket samarbejde mellem skolen og specialbørnehaven, som sikrer en let overgang for børnene, når de skal starte i skole.
Agnete Dreier roste personalet for deres hidtidige arbejde i den nu lukkede specialbørnehave på Møllevangen og understregede, at ingen skal være i tvivl om, at medarbejderne sætter en ære i at fokusere på hvert enkelt barns udviklingsmuligheder.
FAKTA OM SPIRETÅRNET
– Specialbørnehaven Spiretårnet, Vandtårnsvej 12, Holbæk
– Daginstitution for 0-6-årige med særlige behov
– Placeret i tilknytning til Ladegårdsskolen
– 780 kvadratmeter (bruttoareal)
– Dagtilbud for 18 børn med særlige behov
– 12 medarbejdere med særlige specialer
– Specialindrettet legeplads er ved at blive etableret
– Flere opholdsrum og særligt fysioterapirum
– Sanserum er ved at blive indrettet