23. november 2024

Holbæk Kommune har netop uddelt 150.000 kroner til kultur- og fritidsaktiviteter.

Udvalget for Kultur og Fritid har netop besluttet at uddele penge til i alt 13 foreninger og to kulturelle aktiviteter. Holbæk Minijazzfestival og Holbæk Fjordsvømning har således fået henholdsvis 15.000 og 20.000 kroner, mens der er givet forskellige beløb til alskens udstyr lige fra elektroniske taekwondo-veste til tælleapparater og floorball-bander.

Pengene kommer fra to puljer; en pulje på ca. 250.000 kroner til udstyr og rekvisitter på cirka 250.000 kroner og en pulje til kulturelle arrangementer på cirka 120.000 kroner, som Holbæk Kommune har. Alle kan søge om økonomisk tilskud fra de to puljer, og pengekassen bliver lukket op tre gange om året. Første bidrag bliver givet i februar, andet i juni og det sidste i oktober måned.

En håndsrækning til de frivillige
Emrah Tuncer har i sin rolle som formand for Udvalget for Kultur og Fritid været med til at fordele de kommunale støttekroner, og han fremhæver puljernes betydning:

– Puljerne skal ses som en håndsrækning til at føre en god idé ud i livet eller gøre hverdagen lidt bedre, og hver gang vi fordeler puljerne glæder jeg mig over, at vi kan støtte foreninger og selv- og uorganiserede aktiviteter på denne her måde, siger han.