23. november 2024

Fremover kan man bl.a. hente sine nummerplader hos Applus Bilsyn. PR Foto.

Fremover kan man bl.a. hente sine nummerplader hos Applus Bilsyn. PR Foto.
Efter den 6. juni er det slut med at stå i kø hos SKAT for at hente nummerplader – fremover vil de kunne hentes hos synshaller og udvalgte bilforhandlere.

Når det fremover er synshaller og bilforhandler som skal udlevere nummerplader, bliver der flere steder at hente nummerplader og det vil reducere ekspeditionstiden.

I Holbæk kan man bl.a. hente sine nummerplader hos Applus Bilsyn, når man har udfyldt papirerne på internettet.

– Fremover kan man selv gå på nettet derhjemme og udfylde de nødvendige papirer. Det tager fem minutter. Med det digitale motorregister er man ikke længere afhængig af, at SKAT skal ekspedere ens sag. Det led springer man som sagt over. Har man de rigtige papirer med i en af vores synshaller, udleverer vi nummerpladerne med det samme. I mange byer har vores synshaller længere åbent end SKAT. De, der før havde udsigt til en lang tur til SKATs motorkontor, vil desuden spare tid, fordi de nu kun skal køre hen til den lokale synshal,” siger Henrik Kløcker, der er driftsleder hos Applus Bilsyn.

Applus Bilsyn vil på landsplan udlevere nummerplader fra 98 synshaller. Dermed bliver Applus Bilsyn den største enkeltleverandør.

– Vores størrelse og mange tusinde ekspeditioner bliver en fordel for kunderne. Vi vil bruge vores erfaringer fra alle vores synshaller til hele tiden at effektivisere udleveringen og forbedre vores service. Det vil folk lægge mærke til, siger Henrik Kløcker.

Fakta: Sådan fungerer det nye nummerpladesystem
SKAT betaler synshallerne for at udlevere nummerpladerne. For bilforhandlerne gælder, at de skal sælge eller udlease mere end 100 biler om året for at kunne udlevere plader. SKAT vil fremover fortsat håndtere leveringen af mindre ortodokse nummerplader som de blå til ambassaderne eller plader til militæret. Almindelige nummerplader koster i dag 1.180 kr. Den pris gælder også fremover. Frem mod årsskiftet lukkes 26 af 30 eksisterende motorkontorer. På sigt skal der kun være fire i alt i henholdsvis Odense, Høje Taastrup, Århus og Aalborg.