I aften er der Aftensalg i Holbæk. Det betyder, som altid, at der foregår masser af spændende ting i bymidten for hele familien.
Butikkerne rykker ud på gaden og de lover allesammen masser af gode tilbud i anledning af aftensalget, som varer til klokken 22.
Veteranbiler, fægtning og mavedans
Andelslandbyen Nyvang stiller en lang række af sine veteranbiler op i Smedelundsgade, så nysgerrige kan kigge nærmere på de gamle køretøjer.
Foran Café Oline i Ahlgade, vil Hannah Corine danse mavedans og fodboldklubben Nordvest FC vil sammen med Football Europe stå for en driblebane og speedcage, så de fodboldglade drenge og piger kan prøve kræfter med spillet. Der vil også være konkurrencer og præmier. Nordvest stiller også op med nogle af holdets 2. divisions spillere, som giver autografer og svarer på spørgsmål.
Nordvest FC er ikke den eneste idrætsforening, som er tilstede ved aftensalget. Også Football-klubben Red Devils vil være på plads, ligesom fægteklubben og Holbæk Golfklub vil være det.
Masser af musik
Veteranerne i dansk pop og rock, Red Squares er hovednavnet på Torvet, så der er mulighed for et nostalgisk tilbagetrip til 60’erne. I Smedelundsgade spiller Vivi Sydendal country foran hendes egen butik Monroe. Holbæk Pibe Band og Nuclear Devils Band spiller også i løbet af aften. Det samme går bands som Jamm, og Random og Elverfolket giver et uddrag af rockmusicalen Rent, som teatergruppen havde stor succes med i foråret.