Sammen med frivillige ældre vil Holbæk Kommune skabemere livskvalitet for ældre borgere i kommunen.
Først blev der anlagt én krolfbane på Stenhusbakken i Holbæk by – og nu er to mere på vej i Tuse og St. Merløse ved de to byers ældrecentre.
To brugerråd, Udvalget for Kultur og Fritid, ældreområdet og DAI (Dansk Arbejder Idrætsforbund) er gået sammen om at sørge for, at de ældre borgere kan samles om en ny fællesskabende aktivitet.
– Vi ved fra undersøgelser, at ældre borgere får det bedre, når de er fysisk aktive. Ligesom vi ved, at det betyder noget for deres livskvalitet, at de får et socialt fællesskab med andre ældre. Derfor har vi valgt at støtte op om anlæggelsen af de tre krolfbaner, fortæller formand for Udvalget for Kultur og Fritid, Emrah Tuncer.
Frivillige gør en forskel
Det er især frivillige fra tre af Holbæks brugerråd, der har sikret, at krolfbanerne bliver realiseret, en for en. Brugerrådene har nemlig været primusmotorer på projektet – og lagt alle kræfter i for at få etableret de tre baner rundt om i kommunen. Og kommunen har aktivt støttet de frivillige ved at koble frivillighedskoordinatoren, Christina Hvalsø Hansen, fra ældreområdet på projektet.
– Jeg har deltaget aktivt i projektet, fordi vi kommunalt ønsker at støtte det frivillige arbejde for og med kommunens ældre borgere. Vi ved nemlig, at aktive ældre opnår højere livskvalitet end andre ældre, fortæller Christina Hvalsø Hansen.
Krolf – sundhed og fællesskab
De to næste krolfbaner indvies henholdsvis den fredag d. 25. maj ved Tuse Lokalcenter og fredag den 8. juni ved Møllevang i St. Merløse.
Programmet i Tuse står ud over en officiel indvielse også i sundhedens tegn. En sundhedsvejleder fra kommunen vil komme og fortælle om sundhed og stå til rådighed for spørgsmål. Dagen vil også byde på en masse andre aktiviteter som petanque, kongespil og stavgang.
Programmet for indvielsen af krolfbanen ved Møllevangen er endnu ikke helt på plads, men brugerrådet arbejder, ifølge Holbæk Kommune, i øjeblikket på at strikke et festligt og hyggeligt program sammen.