22. november 2024

De kommende distriktsledere får god tid til at forberede sig.

Spændingen er udløst: Selv om de nye distrikter for dagtilbud i Holbæk Kommune først ventes at træde i kraft til nytår, er de kommende distriktsledere allerede udnævnt. Tirsdag blev alle berørte medarbejdere orienteret.

Byrådet har netop sendt forslaget om fremtidens dagtilbud til høring i forældrebestyrelserne og blandt personalets repræsentanter. Den endelige afgørelse sker efter planen på byrådsmødet den 27. juni 2012.

– Af hensyn til forberedelserne af den nye struktur er vi interesserede i, at spørgsmålet om besættelse af de otte stillinger afklares tidligt, siger René Junker, direktør for Børn- og ungeområdet.

– Forud for udnævnelsen har kommunens nuværende distriktsledere og børneinstitutionsledere haft mulighed for at tilkendegive, om de var interesserede i de ”nye stillinger”.

– Da det viste sig, at præcis otte af de 12 ledere var interesserede i distriktslederstillingerne, besluttede jeg at offentliggøre udnævnelsen allerede nu. De fremtidige distriktsledere har fået besked om, at vi regner med at ansætte dem, såfremt byrådet har vedtaget forslaget, oplyser René Junker.

God tid til forberedelse
Den tidlige udnævnelse betyder, at de otte nye ledere allerede nu kan gå i gang med at forberede strukturændringen lokalt sammen med bestyrelser, ledere og medarbejdere.

–Jeg er taknemlig for, at de otte ledere er med på at starte arbejdet, selv om vi endnu ikke er sikre på, at strukturændringen realiseres, siger René Junker. Udnævnelserne betyder, at vi forhåbentlig også kan nå at få overblik over, hvordan ledige stillinger som pædagogiske ledere kan besættes inden sommerferien.

– I forbindelse med udnævnelsen har jeg lagt vægt på, at de nuværende distriktsledere kan fortsætte deres gode arbejde med udgangspunkt i det distrikt, som de leder i dag.

– Forældrebestyrelserne har ikke været involveret i forbindelse med udnævnelserne. Vi er forpligtede til at tilbyde de ledere, vi har ansat i dag, et job i den nye struktur. Derfor har det ikke givet mening at inddrage bestyrelserne, siger René Junker.

Distrikt Leder
Distrikt 1: Svinninge, Kundby og Gislinge Winnie Høgly
Distrikt 2, Tuse, Tuse Næs og Hagested Ziska Seirup
Distrikt 3: Regstrup, Undløse og Knabstrup Dorte Hansen
Distrikt 4: Vipperød og Ågerup Lene Thygaard
Distrikt 5: Tølløse, Ugerløse, St. Merløse og Stestrup Kaja Bonde Pedersen
Distrikt 6: Jyderup og Mørkøv Lisbeth Petersen
Distrikt 7: Holbæk Øst Torben Mindrup
Distrikt 8: Holbæk Vest og Orø Kim Birger Nielsen