En håndværker måtte torsdag formiddag flyves til behandling på Rigshospitalet efter han var faldet ned fra et stillads på Vipperød Skole.
En lægehelikopter landede omkring kl. 11.15 i skolegården på Vipperød Skole. Det tiltrak sig stor opmærksomhed fra skolens mange elever, som netop på samme tid havde fået frikvarter. Skolens pedel og lærere sørgede dog for, at eleverne ikke kom i nærheden af helikopteren og redningsarbejdet og holdt eleverne inde i klasserne.
Den tilskadekomne mand blev fløjet til kontrol og behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Ifølge vagthavende hos Midt- og Vestsjællands Politis slap manden fra uheldet med en hjernerystelse.
Udover lægehelikopteren var også en ambulance og en politipatrulje blevet sendt ud til skolen i forbindelse med arbejdsulykken.
Elever samlet
Efterfølgende blev eleverne samlet og fik fortalt hvad der var sket. Skolen har også skrevet til forældrene via skolens intranet og forklaret dagens dramatiske hændelse.