2. maj 2024

Byrådet godkendte på sit møde i går et debatoplæg om den kommende Kommuneplan 2013-2025. Dermed er debatten åben for alle.

Frem til den 10. april kan borgerne være med til at præge fremtiden ved at sende høringssvar, deltage i dialogmøderne eller i det store borgermøde den 26. marts på Holbæk teater.

Byrådets debatoplæg vil i løbet af de kommende dage blive offentliggjort på kommunens hjemmeside og vil desuden blive lagt frem på bibliotekerne.

Dermed er debatten åben for borgere, virksomheder og interesseorganisationer.

Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard håber, at mange vil udnytte mulighederne for at bidrage med ideer eller forslag til kommuneplanarbejdet.

– Kommuneplan 2013 vedrører alle. Det handler om udviklingen de kommende mange år inden for handel og erhverv, byer og landsbyer samt vores natur og kultur. Derfor håber jeg også, at vi får mange input til det videre arbejde med den nye kommuneplan, siger Søren Kjærsgaard.

Om kommuneplaner
En kommuneplan er en sammenfattende plan, hvor borgere, virksomheder, interesseorganisationer mv. kan orientere sig om de overordnede mål og retningslinjer for kommunens fysiske udvikling, såvel i byerne som i det åbne land.

Byrådet skal minimum hvert fjerde år tage stilling til, om den eksisterende kommuneplan er dækkende, om der skal foretages en delvis revision eller om der skal laves en helt ny kommuneplan. I Holbæk Kommune har byrådet i forbindelse med vedtagelsen af udviklingsstrategien besluttet, at der skal laves en ny kommuneplan.