På søndag er der traditionen tro de sædvanlige fastelavnsløjer på Orø: Fastelavnsgudstjeneste kl 11 i Orø Kirke og ca. kl. 12 slås “katten af tønden” foran Orø brugs.
Men kl. 12.30 sker der noget nyt: Her slås “katten af tønden” for de voksne, og Orø Brugs’ uddeler har lovet Deres udsendte medarbejder, at der også er en lille en til halsen til de fremmødte voksne, så mon ikke der kommer en lille reportage ud af det på Holbaekonline.dk.
Kom gerne udklædt
Præst Kirsten Schmidt håber, at så mange børn som muligt vil komme udklædt til gudstjenesten klokken 11, det vil gøre gudstjenesten ekstra flot og festlig. Efter gudstjenesten er der boller og saft i kirkens tårnrum, inden der er tøndeslagning ved Orø Brugs.